The Sims: Superstar

Efter næsten en måneds uafbrudt vekslen mellem den virkelige verden, og den simmede version af samme på x-boxen, var det med tilbageholdt åndedræt jeg installerede opgraderingen Superstar på pc’en. Det skulle hurtigt vise sig, at jeg havde masser af tid til at læse min gamle manual igennem, for at genfinde mine efterhånden glemte styreredskaber.

De har nemlig ikke endnu forstået, inde hos EA, at jeg godt er klar over, at jeg har fået noget nyt til min Simby. Det skal åbenbart udpensles når jeg starter spillet. Det er vel at mærke ikke skilte jeg kan slå fra, men bare en masse reklamer for opgraderinger, der ikke burde tage tid at hente, da de allerede ligger på min harddisk. Men nok om det, for endelig går spillet i gang, og jeg skal til at finde ud af hvilke nye finesser der er i denne version. Finesser der gør, at jeg højst sandsynligt vil sove foran computeren i hvert fald i et par døgn. Stjernedrømmen - intet mindre. Al den tid foran skærmen med realityprogrammer om stjernedrømme, hvad enten det handler om supermodeller, popstjerner eller er Robinson Crusoe-inspireret. Nu er drømmen min. Eller rettere; det er min stakkels dikterede Sims drøm.

Min Sim har nu fået abonnement på et sladderblad, der bliver leveret ligesom avisen. Så min Sim glemmer alt om sin status som borgmester af Simby, og kaster sig i armene på et lettere uldent agentbureau. Fremover vil byens overhoved kunne ringe efter en vogn og blive kastet ind til de vilde løver på Simbys boulevard for superstjerner. ’Du kan nu vælge at prøve lykken som komiker, skuespiller eller popstjerne. Popstjernesatsningen er mest oplagt, da du meget hurtigt bliver smidt ud af de fine filmstudier. Så med en fin balancegang mellem at tale med fans, få dem som venner og få dit eksibiszionistiske Simego til at synge for dem, kan du få tildelt stjerner.

Derved kan du langsomt og usikkert kravle op ad den berømte rangstige. Som en ekstra bonus vandrer alle de kendis-simmere, du har læst om, rundt i gaderne og bare venter på, at du overfalder dem med stor beundring. Kendis-simmerne er i øvrigt ret lette at genkende, da de har en kæmpe, roterende stjerne over deres hoved hele tiden. Hvis du er så heldig at blive ven med en af disse, kan det hjælpe dig frem. Når du skal indsmigre dig til en fotooptagelse eller en musikvideo, er det nemlig ikke nok med rundsave på albuerne, du skal også kende de rigtige Simmere. Ligesom i den virkelige verden kan der godt gå lang tid, før du begynder at tjene penge på dine stjernenykker. Det er derfor en stor fordel, hvis du har giftet dig med en arbejdende Sim eller har haft en godt job førhen og derved fået dig en klækkelig opsparing. Hvis du ikke har så meget mod på at springe ud med begge ben først, kan du også prøve at få en afslappende massage, tage damp- eller mudderbad og spise små rejespyd eller sushi og altså bruge denne ny verden som ren og skær afslapning.

Alt dette lyder enormt sjovt, for en inkarneret Simfan som jeg. Men når alt kommer til alt må jeg erkende, at jeg blev dybt skuffet. Når din Sim for tolvte gang går i stå foran en anden Sim, fordi pathfindingen er som da det oprindelige spil kom på gaden. Når du prøver at tale med andre Simmere for at få deres opmærksomhed, og de så bare går inden du kommer op på scenen, og skal underholde. Når du er superhelt af titel i din del af byen, og ikke bliver genkendt, når du er i kendissernes mekka. Så må jeg erkende, at min ellers meget afbalancerede tolerancegrænse er nået. Jeg har simpelthen ikke lyst til at købe en udvidelsespakke, der kan så lidt i forhold til et helt spil, for at koge suppe på ting, der i forvejen går mig på. Særligt når jeg nu har set hvor elegant det kan gøres på konsolversionen, der oven i købet er i 3D. The Sims har virkelig brug for en renæssance og et to-tal efter sig. Jeg finder mig ikke i at blive spist af med en virtuel udgave af Marilyn Monroes autograf. Må jeg så bede om et Sims, der er 2003 værdigt.