Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
The Sims: Makin' Magic

The Sims: Makin’ Magic

Det oprindelige The Sims-spil handlede i al sin enkelhed om at skabe et nabolag af sims, styre, udvikle - eller ødelægge deres liv, alt efter spillerens temperament.

Det oprindelige The Sims-spil handlede i al sin enkelhed om at skabe et nabolag af sims, styre, udvikle - eller ødelægge deres liv, alt efter spillerens temperament. Siden har udvidelsespakker til spillet udvides kærlighedslivet hos dine sims, givet dem mulighed for at holde kæledyr, lege popstjerner. Med Makin’ Magic bryder Sims-universet grænsen for, hvad der er normalt og muligt. Nu kan du forvandle de folk, som du ikke bryder dig om, til tudser, udvikle magiske formler, som i manglen på selskab giver dine sims virtuelle venner.

Udvidelsespakken føjer desuden et nyt område - Magibyen - til nabolaget for dine sims, hvor de kan dygtiggøre sig i magiske anliggender, kaster formularer og optræde med deres magiske evner for et publikum. Det er ikke en bydel, som man lige tager bybussen ned til eller smutter forbi på vej hjem fra skole. Dine sims besøger den magiske parallelverden ved at benytte et magisk hul i jorden.

Tilværelsen for dine sims i Makin’ Magic starter ellers helt normalt. De flytter ind i et hus og starter derfra en tilværelse med job, karriere, skolegang, besvær med at få pengene til at slå til og hele det øvrige arsenal af trivielle hverdagsgøremål. Snart dukker en mystisk person og afleverer en pakke til din sims-familie. I denne pakke finder du en udvalg af magiske redskaber - heriblandt hullet, der giver adgang til Magibyen - som hjælper dig i gang med din magiske karriere.

Når først du besøger Magibyen, vil du opleve, at alt koster penge - og at du er nødt til at optjene særlige magicoins for at begå dig. Det kan du gøre ved at tage imod magiske udfordringer, der dog ofte er både kedelige og omstændige og som oven i købet gør det endnu sværere end normalt at få tilværelsen i den ’normale’ verden til at hænge sammen. Dine sims skal jo stadig have nok at spise, være nyvaskede, når de tager på arbejde, være i godt humør osv.

Det er til gengæld morsomt selv at dyrke ingredienserne til de trylledrikke og magiske formularer i køkkenhaven og der vil være særlige features, alt efter hvilke af de tidligere udvidelsespakker, der er installeret på spillerens pc. F.eks. kan man for en stund forvandle sit kæledyr til et ’levende’ menneske, hvis man har anskaffet sig udvidelsespakken Unleashed.

De magiske begreber og sammenhænge i Makin’ Magic ligger lidt vel tæt på Harry Potter - ikke mindst ligner Magibyen sine steder Diagonalstræde betænkeligt meget. Desværre uden helt samme gnist og humor, ikke mindst fordi det er en langsommelig affære at opbygge sine magiske evner. Nok er der 175 nye genstande - af både ’normal’ og magisk karakter - at vælge imellem, og nok er der et væld af nye særprægede figurer at vælge imellem, men der er et til tider ujævnt flow i spillet.

Makin’ Magic ender dermed at være en udvidelsespakke for de Sims-entusiaster, der samtidig har en hang til fantasy eller andre overnaturlige begrebsverdener. Der er på ingen måde tale om tekniske eller visuelle forbedringer. Dine sims har det stadig med at overhøre eller glemme dine instruktioner og de ser stadig ud som de er hugget groft og kantet ud af en træstamme. Kan du godt lide en syret twist på ’det normale’, så vil du med al sandsynlighed more dig ganske udmærket med Makin’ Magic. Hvis du i forvejen synes, at Electronic Arts malker guldægget lige en tand for meget, så gør du måske klogt i at holde igen på spareskillingerne til Sims 2 er klar.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Med denne sidste udvidelsespakke bliver grænserne for ’det normale’ i The Sims brudt ned. Med magiske genstande og et magisk parallelunivers kan du slippe fantasien løs for dine sims.
-
De spillere, der sætter pris på realisme vil finde denne sidste udvidelsespakke dybt underlig. Desuden er ’magien’ alt, alt for omstændig til for at alvor at lette.