The Settlers VI

Set i bakspejlet virkede det hele pinligt banalt. Byg. Og byg så noget mere. Når du har bygget, så husk, at du skal bygge endnu mere. Og når så du har bygget endnu mere, så husk at bygge igen. Verden i Settlers II: Veni, Vidi, Vici hang sammen på denne måde. Der var nærmest ingen krig, ingen dødelige sygdomme, ingen impo... inkompetente præsidenter. Men der var masser af nybyggere, der gerne ville bygge.

Dengang var det sjovt at bygge. Men det var endnu sjovere, når skærmen blev delt op i to, og man kunne bygge sammen med en ven. Det krævede blot, at man havde to mus. Havde man to mus, så kunne man gå amok med at bygge. Og det var sjovt.

Men så gik Blue Byte i selvsving, og jeg mistede helt interessen for serien. Treeren spillede jeg en lille smule, fireren gik mine øjne forbi, og femmerens eksistens kendte jeg intet til før end jeg sad med sekseren i hånden. Og sekseren? Du skal i hvert fald bygge. Meget. Og så skal du slappe af i bedste morfar-stil.

Langt størstedelen af scenarierne i {The Settlers VI}: Rise of an Empire foregår i et meget... langsomt... tempo. Faktisk så langsomt, at jeg var nødt til at spille i accelereret tempo det meste af tiden. Jeg ved godt, at Settlers altid har handlet om at have god tid til det hele; at observere nybyggerne, alt imens de saver brænde og maler mel, men da jeg på et tidspunkt var nødt til at benytte tændstikker til at holde mine øjne åbne, så var jeg altså nødt til at gøre noget ved det.

<trykker på accelerationsknappen>

Spillet byder på helte... 6 slags... ikke specielt unikke... soldaternes kunstige intelligens er elendig... ikke meget udfordring før end de senere scenarier... ingen spiller det online... ørevoks... skinke... møl...

<sætter tempoet ned igen>

Kunne I få det hele med? Godt. Det er vel ingen hemmelighed, at det ikke handler om at kæmpe sig frem til sejr. Ganske vist har man adgang til soldater, katapulter og deslige, og ganske vist kræver de senere scenarier, at man benytter sig af vold af og til, men bygger man en stenmur op om sin by, og har man et par bueskytter hist og her...

... så er det sværeste i Settlers VI i virkeligheden at få nybyggerne til at fatte, at man rent faktisk har bygget to bagerier, og der rent faktisk er masser af mel til at bage brød, så hvorfor pokker sker der ikke noget? Og hvad dælen bilder de små lus sig ind, når de demonstrerer over manglen på mad, når de bare kan skride hjem og bage deres eget fucking brød. Sgu'! Og hvorfor fatter de skide nybyggere ikke, at mit bryghus er fyldt med mjød? Hvorfor tager de sig ikke sammen og bærer mjøden til lageret, i stedet for at beklage sig over manglen på mjød? Først når jeg smadrer bryghuset og bygger et nyt, tager nybyggerne sig sammen. Byg, byg byg!

Scenarierne er fulde af varierende opgaver. For det meste skal man hjælpe andre byer med ressourcer og soldater, men der er også nogle oprigtigt memorable scenarier, blandt andet et, hvor man skal gøre indtryk på vikingernes såkaldte bedstemor over alle bedstemødre (ja, det hedder hun rent faktisk). Her skal man klare fire prøvelser hurtigere end ens ondskabsfulde modstander, og gør man det, så vinder man vikingernes gunst. Jubel!

Settlers har aldrig handlet om at føre krig. For så havde det jo nok heddet... pyscho ultra monster killers eller noget i den stil. Alligevel fokuserer en del af spillets senere missioner på denne mere voldelige form for diplomati, og derfor er det en skam, at det at føre krig i Settlers VI ikke er den mindste smule interessant, og for det meste er dybt tilfældigt. Faktisk, så handler det bare om at overmande sin fjende - og når først soldaterne går i kødet på hinanden, så er der ikke meget man kan gøre, udover at observere hvor meget liv man har tilbage versus modstanderen. Det er faktisk omtrent lige så ophidsende som at se trav på DK4.

Men kære læser, lad nu det ligge. For mine mange timer i selskab med Settlers VI var en rigtig hyggelig omgang morfar-underholdning. Tag din bordeaux morgenkåbe på, og sørg for at have et glas cognac og en god bog ved hånden, for Settlers VI er en herlig uforpligtende, let og ukompliceret oplevelse. Og det, tro det eller ej, passer mig faktisk ganske fint som pendant til spandevis af poppede paddehatteskyer og kampvogne i hobetal.

Nu skal jeg have mig en morfar.