The Samaritan

Baseret på hvad jeg har hørt i interviews og samtaler jeg har ført med forskellige skuespillere, er det at blive typecastet den største ulykke der kan ske for dem. Det klassiske eksempel er Dirch Passer, der, hvor meget han end ønskede det, ikke kunne bryde ud af sin rolle som komiker. Noget siger mig de har en lidt anden indstilling til det i Hollywood, hvor det at skabe sig en niche indenfor én bestemt karaktertype lader til at være et overlevelsesvilkår.

En af de bedste til det er Samuel L. Jackson, der siden 90'erne har skabt en identitet som den ikoniske badass, der når op i et unikt toneleje når han er rigtig godt gammeldags vred. De sidste par år virker det som om han har ladet sig selv svæve afsted ved at vende tilbage til den samme værktøjskasse, specielt i rollen som Nick Fury fra Marvel-filmene. I den nye thriller The Samaritan gør han sit bedste for at prøve noget nyt.

Mestersvindleren Foley er lige blevet løsladt fra fængslet efter 25 år, dømt for mordet på sin tidligere partner. Han er ikke stolt af sin fortid og gør sit bedste for at begynde på et ærligt liv. Det er dog sværere end han troede, da Ethan, sønnen af hans tidligere partner, opsøger ham og ønsker at føre ham tilbage i den kriminelle underverden for at udføre det ultimative svindelnummer.

Hvis vi starter på det helt grundlæggende er det en meget anderledes rolle for Jackson. Han er ikke en superhelt eller en usårlig actionfigur, men en ødelagt, gammel mand, eller i hvert fald en stereotyp på det. Det er forfriskende at se ham være mere nede på jorden og faktisk tale i et normalt toneleje, men han tillader sig indimellem at vende tilbage til den type vi kender. Jeg er slet ikke i tvivl om Jackson har gjort sig umage, men desværre bliver filmens stil en stopklods for at han virkelig kan udfolde sig.

Når en scene skal være rørende kommer der et kedeligt klaverstykke på der tager al opmærksomhed fra skuespilpræstationerne, eller også er det den alt for hurtige klipning der aldrig når at lade følelserne i en scene udvikle sig. Det her er bare et par eksempler, og jeg gyser ved tanken om hvor meget godt materiale der er blevet ruineret på grund af et filmhold der ikke turde tage chancer.

Desværre lider The Samaritan af større problemer. For det første er den ekstremt forudsigelig. Indenfor de første par minutter lægger den et par ledetråde ud, der gør det rimelig klart for enhver hvor vi bevæger os hen. Havde vi befundet os 50 år tilbage i tiden ville den måske være interessant, men den moralske fortælling om manden der forsøger at gå dydens smalle sti har vi hørt så mange gange nu, at vi kan den udenad.

Udover det er den struktureret meget mærkeligt. Plottwists afsløres på de forkerte tidspunkter, og det anstrengte forhold mellem Foley og Ethan bliver aldrig udviklet til noget seværdigt.

Det er alt sammen med til at punktere den smule spænding der er, og alt i alt gør det The Samaritan svær at anbefale.

Ekstramateriale:
Intet