Gamereactor

Gamereactor
Film
The Roommate

The Roommate

Kristian ser dårlig Hollywood-bavl af værste skuffe, og bliver så harm at han nærmest får udslet.

Ugh, hvor kan jeg dog blive træt af film som The Roommate. Der er så mange fantastiske historier der venter på at blive fortalt. Der er så mange spændende fortællinger der gemmer sig dybt inde i vores sind, der bare venter på at blomstre op i vores fælles bevidsthed. Så hvorfor vælger en dansk instruktør at tage hele vejen til Hollywood for at fortælle en uinteressant, langsom og dum historie, der er spækket med stereotyper? Aner det ikke, men som I nok kan høre er jeg ikke glad for at han gjorde det.

Sara Matthews er lige startet på College og skal studere design. Hun bliver godt modtaget af sine lærere, kammerater og sin venlige, men lidt besynderlige sambo Rebecca. Da Sara bliver kærester med Stephen, en trommeslager, begynder der at ske besynderlige ting. Hendes veninder bliver overfaldet, lærere anklages for sexchikane og Rebecca viser en dybt forstyrret side af sig selv.

Okay, jeg ved godt jeg lige har afsløret plottet, men det er umuligt ikke at gøre det, selv i løbet af et kort resume. The Roommate er en af de mest forudsigelige film jeg nogensinde har set. Manuskriptet er superklodset, med replikker der indenfor det første kvarter tydeligt erklærer Rebecca som skurk, men spiller det som om det er et diskret hint.

Værst af alt, langt værre end manuskriptet, er at jeg er 100% ligeglad med hvad de her karakterer gennemlever. Ideelt nok har jeg kunnet identificere de to grunde til hvorfor jeg føler netop dette, så dem præsenterer jeg nu.

Grund nummer et: skuespillet. Jeg har set værre skuespil end det, der lægges for dagen her, men The Roommate skraber stadig bunden af den bundløse spand. Minka Kelly som Sara Matthews er... så... keeedelig. Hun har det samme udtryksløse blik igennem hele filmen, og hendes skuespil er så tydeligt. Det lyder helt alvorligt som om hun læser hver replik op direkte fra manuskriptet. Hendes karakter er komplet ligegyldig, hun gennemgår ingen udvikling og har ingen kendetegn. Cam Gigandet som Stephen og Leighton Meester som Rebecca er på samme niveau, og viser hvordan de kun hører til i den bløde mellemvare af amerikansk film.

Grund nummer to: strukturen. Det her er med flere længder det største problem filmen har at kæmpe med. Tillad mig at illustrere ved at fortælle historien om hvordan Sara og Stephen bliver kærester. Sara møder Stephen til en fest, hvor hun ser ham spille trommer, han er lidt spændende, men virker sød indeni. De snakker sammen, han kysser hende. Nu er de kærester. Det, der mangler her, er en eller anden form for logisk overgang fra at de kysser, til at de i næste scene holder hånd og er åh så forelskede i hinanden. Der er ingen logisk overgang fra den ene tilstand til den anden, og det her sker i løbet af hele filmen! Karakterer ændrer sig markant på splitsekunder, uden klare motivationer. Det er den her mangel på struktur, den mangel på at forsøge at opbygge handlingen til et crescendo af følelser, når vi når til klimakset, der er skyld i det dårlige plot, det leder til dårlige karakterer, der dermed fører til dårligt skuespil, der alt i alt gør The Roommate til et usandsynligt unødvendigt uforsvarligt spild af tid jeg ikke kan anbefale nogen.

Ekstramateriale:

Udover et par slettede scener er der noget meget uinteressant ekstramateriale.

I The Roommate: The Next Generation of Stars snakker instruktør Christian E. Christiansen og producerne om hvordan de tre stjerner i filmen åbenbart har gjort et fantastisk stykke arbejde. Jeg ved ikke hvilken besynderlig eliksir, de har serveret dem inden interviewet, men det er direkte pinligt at høre dem sige hvordan Rebecca-karakteren har mange facetter. De lyver for åbent kamera, er hvad de gør.

De to andre features, der handler om henholdsvis filmens produktion og kostumedesignet, er lige så dårlige. I en god film er det kedeligt at se alle skamrose hinanden, men i en så dårlig film som det her, påfører det mig fysisk og psykisk smerte.

02 Gamereactor Danmark
2 / 10