The Road

The Road bygger på en kritikerrost bog af samme navn. Vi følger en navnløs mand og hans søn, mens de kæmper for at overleve i en gold og øde verden. Jorden er blevet ramt af en ukendt katastrofe, og alt er brændt. De få overlevende mennesker lever spredt i angst og på flugt fra hinanden. Midt i alt dette forsøger vores hovedpersoner at bevare deres forstand. Men det er ganske tydeligt at disse ekstreme tilstande stille og roligt rykker deres moralbegreber. Specielt faderen bliver mere og mere mistroisk og indelukket.

Filmen skal have stor ros for sin fremragende stemning. Atmosfæren er dyster, ond og opgivende. Blandingen af de mørke og grå farver, som alt består af, og de flashbacks faderen har af bedre tider, giver en ulykkelig følelse der går rent ind hos seeren.

Filmens sparsomme fortælleteknik er med til at understrege den overvældene følelse af håbløshed. Vi får kun meget lidt at vide om, hvad der er sket før filmen starter, og hverken navne eller begivenheder bliver beskrevet. Vi følger kun drengen og hans fader og hvad de ser, er det samme vi ser. Hverken mere eller mindre.

Hvis man giver seeren noget forløsning til sidst, kan dette være en rigtig fin tilgang. Men det får vi ikke. Når filmen er slut, er man nærmest ikke et hak klogere på, hvad der er sket, og hvem de onde eller gode er.

Og det var for mig The Roads svaghed. For det er en ting, at holde seerens interesse fanget ved kun drypvist at give små bidder af historien og dens baggrund, men helt at undlade at levere en eller anden form for plot, eller belysning af tidligere hændelser, giver bagslag.

Det er en skam, for resten af produktionen emmer nemlig af høj kvalitet. Skuespillet af Viggo Mortensen, der spiller faderen, og Kodi Smit-McPhee, der spiller sønnen, er så fremragende at man føler sig revet ind i deres sjæle og let kan mærke deres vanvid og smerte.

Også Charlize Theron, der spiller hustruen og moderen i de flashbacks, faderen flere gange har, er emminent i hendes optræden. Hun har kun korte scener, og de er af så forskellig karakter, at hun virkelig har måttet grave dybt ned i hele følelsesregisteret. På imponerende vis rammer hun de meget forskelligartede følelsesstadier med hårnålepræcision.

På det rent tekniske plan er alt også i skønneste orden. Melodramatiske grå og brune toner blandes konstant sammen og skaber en smukt deprimerende ramme om filmen. Der er kælet meget for vinkler og lysindtryk, der fremhæver atmosfæren.

Noget lignende kan siges om lydsiden. På samme tid tunge og underspillede melodiske værker understreger temaet og bringer igen følelserne helt frem.

The Road er en svær størrelse. Stemning og skuespil er fantastisk. På næsten alle punkter en fremragende film. Men fordi vi får så lidt historie, ender det hele med at føles lidt ligegyldigt. Det er synd, for resten af filmen er til topkarakter.

Som bog er The Road temmelig lang, og noget tyder på at instruktøren ikke helt har vidst, hvordan han skulle koge indholdet ned til spillefilmslængde, og derfor har skåret så meget fra, at resultatet nærmere er en slags appetitvækker til bogen end en selvstændig film. Dog er det stadig en sært tiltrækkende oplevelse.