The Rip
Damon og Affleck er tilbage, og de er stadig en bundsolid skuespillerduo.
The Rip, en ny intens politi-thriller der primært udmærker sig ved at samle det legendariske makkerpar Ben Affleck og Matt Damon side om side, kommer, desværre, ret skidt fra start. Trods de bedste intentioner og tydeligt talent fra et rimelig dedikeret cast, så føles det kejtet som vi bliver introduceret til den mildest talt intense situation der udspiller sig blandt Miamis diverse efterforskningsenheder, der hver især døjer med ekstrem korruption, og betjente der i mere eller mindre grad samarbejder med kartellerne.
En betjent af høj rang, Velez, er blevet dræbt, og derfor kigger særligt FBI meget nøje på hendes enhed. Dette skaber i forvejen mistillid mellem enhedens betjente spillet af Damon, Affleck, Steven Yeun, Teyana Taylor og Catalina Sandino Moreno, og splid imellem distriktets distinkte afdelinger, men det hele bliver ikke bedre af at lederen, Damons karakter Dane Dumars, får et anonymt tip om en større ulovlig pengebeholdning i et særligt betændt område ved navn Hialeah.

Hvad der derefter følger er cirka halvanden times relativt intens afvikling i klassisk Sicario-stil, hvor et ulmende score, voksende mistillid mellem holdets medlemmer og eksternt pres baner vejen for ret effektiv thriller-opbygning.
Filmens anden akt er i særdeleshed veludført, både fordi at hele denne akt foregår i det samme lettere tilforladelige hus, der naturligvis gemmer på mere end først antaget, men også fordi filmen formår at højne intensitet og neglebiddende suspens uden brug af pompøs action, præcis som Denis Villeneuve så mesterligt demonstrerede med netop Sicario for mange år siden.
Det er i afvigelsen fra denne setting og formular at The Rip begynder at snøvle en smule, som under den mere eksplosive finale, hvor instruktør Joe Carnahan tydeligvis ikke rigtig ved hvordan han skal positionere eller bevæge kameraet, og hvor luften lidt går af ballonen.

Men takket være ret velfungerende præstationer fra særligt Affleck, Damon, Yeun og til dels også Kyle Chandler som DEA-agent Mateo 'Matty' Nix, så formår The Rip at virke ret upåklageligt det meste af tiden, og der er sågar et enkelt "aha"-øjeblik eller to, hvor plottet vendes lidt på hovedet, og som skaber overraskende god resonans.
Det er meget, meget tydeligt at Carnahan og resten af crewet kiggede meget direkte på Sicario, og The Rip har ikke nær så meget finesse eller stil, og det gælder særligt når ulmende intensitet erstattes af lettere hovedløs action, men både plot, scenografi og særligt skuespillerpræstationer sikrer at The Rip hæver sig over andre typiske Netflix-film takket være godt gammeldags håndværk.
Gamereactor Danmark