The Ringer

Umiddelbart er der ikke meget positivt at sige om The Ringer. Historien er tynd som is, og omtrent ligeså realistisk som Michael Jacksons børn vitterligt er opstået efter samleje mellem The King of Pop og en eller anden sygeplejerske ved navn Debbie. Johnny Knoxville har aldrig været den store skuespiller, og er klart bedst når han skal svømme rundt i en septiktank, stikkes af bier eller drikke kopis. Af en komedie at være, er The Ringer egentlig heller ikke særlig sjov. Alle disse minusser til trods, er det alligevel en film som i det mindste formår at få smilet frem på læberne og give varme i maven. Ikke på den der "jeg har lige spist en spand chili"-agtige måde, men mere på sådan en "det her er da egentlig meget sødt" facon.

Den store grund til denne svage stemning af velbehag, ligger i filmens yderst pointerede pointe. Bare fordi man er handicappet, kan man godt være et yderst behageligt menneske med ekstremt meget at byde på. Det er logik for burhøns, men alligevel rart at se, at de tungnemme drenge i Hollywood rent faktisk også formår at komme til samme konklusion. Og det endda på trods af, at denne pointe så er pakket ind i en klodset historie om en mand, hvis gartner river sine fingre af i en ulykke, og derfor er den stakkels mand nødt til at snyde sig med i handicap OL, for at vinde en masse penge så han kan betale for den stakkels gartners operation. Nej, det lyder ikke særlig godt, og det er det egentlig heller ikke, men det virker, næsten.

The Ringer er på mange måder en rigtig tømmermandsfilm. Den skal ses på et tidspunkt, hvor dine nerver i forvejen er så flossede, at du har let til en klump i halsen. De forskellige handicappede i filmen spiller betydeligt bedre end Johnny Knoxville nogensinde kunne drømme om, og han har egentlig ikke rigtig andet at lave, end bare at være der. Det er han så, og rundt om ham udspiller sig en lille film der er ganske hyggelig på sine egne præmisser, uden på nogen måde at være rigtig god. Men det er da også noget...