The Revenant

Danske journalister øver sig ihærdigt på at udtale hans navn inden de går på TV, for instruktør Alejandro G. Iñárritu er sandelig sin omtale værdig. Den mexicanske film-mester står i et rum af poetisk storhed, fremkalder filmiske ånder der oplyser menneskehedens følelser og sjæle. Det er svært at beskrive med almindelige danske termer, hvad det er han gør og har imponeret os med gennem 16 års filmkundskab. Noget digterisk, storladent, humant og visuelt genopfundet, for når der står "Alejandro" på klaptræet, så falder paraderne hos filmens feinschmeckere - selvom jeg nok vil klandre 21 Gram som en overvurderet stiløvelse.

Alejandros tonstunge filmsprog fik frikvarter i hans Oscar-vindende og sprælske: Birdman, men i The Revenant er han tilbage med sit orkester af buldrende vildskab, poetisk vold og filmfotografi i verdensklasse. Og for at række talentet Leonardo DiCaprio en hjælpende hånd i hans quest efter en tiltrængt Oscar-statuette.

En storladen fortælling i en historisk kontekst, men altid med et centralt menneske-instinkt som plottets navlestreng. The Revenant handler om overlevelse. Og hævn. Det historiske manifest er implicit, så publikum må selv kende historiebøgerne. I begyndelsen af 1800-tallet opstår konflikt mellem kolonisternes kapitalisering og indfødte indianere. Hugh Glass (Leonardo DiCaprio) er sporhund og jæger for amerikanske pelsjægere, men også en torn i siden på den fanatiske Fitzgerald, fordi Glass har opfostret en halvblods fra indianere.

Det står skidt til for Glass, efter han overlever et voldsomt angreb fra en grizzly bjørn (jeg sværger - du har aldrig set noget lignende på film), og den forbarmende kommandant tilbyder belønning til tre frivillige som skal sikre sygetransporten af Glass gennem et sitrende fjendeland. Eller i det mindste gøre et ihærdigt forsøg. Glass' egen søn, en ung mand og, desværre også, Fitzgerald melder sig til opgaven, men holdets skurk er reelt kun ude efter en belønning og en hurtigt udvej, så Glass efterlades alene imod umulige odds for overlevelse - men dedikeret til hævn.

Det bliver en barsk rejse for Glass gennem et hårdt vildnis af smuk og farlig natur, med et lydorgie og fotografering som giver sanserne tæsk. En sjælden set evne til at formidle smertens effekt og psykens yderkant med sit publikum. Måske også en passende påmindelse om, hvorfor visse film helst skal ses og opleves i biografen, for den storladne cinematiske effekt, kompakte kompositioner og brutaliteten mister noget af kontakten til følelsesregistret, når vi ikke er tilstrækkelig "inde" i filmen.

The Revenant er storladen filmisk poesi, som måske (for nogle) er lidt lang på midten. Alejandro bruger kompetent en slagmark og et bjørneangreb i første akt til at skabe et vakuum, som trækker publikum ind i miljøets kolde kogekedel, men hvorvidt badevandet gennem to en halv times naturoplevelser bliver lidt for koldt, er "acquired taste", præget af Alejandros svaghed for lange spilletider. Leonardo DiCaprio og Tom Hardy (i rollen som Fitzgerald) er to omvandrende kernekraftværker af tilstedeværelse, ind til detaljerne i øjets iris og revnerne i underlæben, og man kan føle hvor meget instruktøren har sat sine skuespillere på kanten under de krævende optagelser. The Revenant er monumentalt filmisk poesi, en knivspids for lang og udmattende mod slutningen, men kompetent leveret af en instruktør som støber film via sjælens instinkt.

Ekstramateriale:
Er du træt af ordinære making-of dokumentarer og selvpromoverende ekstramateriale på blu-ray udgivelser? Så skulle du prøve The Revenant, som har en anderledes og dybsindig 45 minutters poetisk dokumentar om filmens baggrund. Derudover galleri med flotte stillbilleder taget under filmens optagelser.