The Paperboy

Matthew McConaughey og Zac Efron er Ward og Jack Jansen; hhv. en spirende journalist med stjernedrømme og hans broder. De er taget til en lille by hvor en seriøst creepy John Cusack sidder på dødsgangen for et mord, brødrene er ret sikre på, han ikke har begået. Johns kæreste og foretrukne punching bag spilles af Nicole Kidman, som lillebror Efron selvfølgelig forelsker sig hovedkulds i, selv om hun bogstaveligt talt bliver våd i trussen ved bare at være i nærheden af Cusack.

Det er dog ikke mordmysteriet, der er i fokus. Det er Zacs historie om dengang, han lærte om forskellen på godt og ondt, om hvad retskaffenhed er og ikke mindst hvad kvindens mysterier måske eller måske ikke er. Nuj, det bliver en rutsjetur. Frem med Kleenexen, right?

Næ, den kan du sådan set også godt lade ligge i skuffen (ved siden af My Little Pony-kladdehæftet og glimmerneglelakken). The Paperboy er heller ikke en tåreperser af den slags, man måske kunne forvente eller frygte. Faktisk er det en til tider ret modbydelig fortælling. Zacs bror prøver at befri et decideret røvhul fra dødsgangen, mens han går og gemmer på sine egne hemmeligheder - og han må vakle mellem at jagte Pulitzer-drømmen eller rent faktisk få alle sine facts straight. Zac er hovedpersonen, men han er blot tilskuer til alt, der foregår, mens han affinder sig med, at Nicole Kidman nok aldrig vil have nogle safter til overs for ham.

Det er en af den slags "coming of age" historier, der viser en periode i en ung mands liv - og dermed ikke behøver have den slags begyndelse/midte/slutning opstilling eller "plot" som man ville forvente af et romantisk drama eller en spændingsfilm. Den slutter simpelthen bare når hovedpersonen har lært det, han skal lære. Eller måske ikke.

Men så har man da prøvet at være en anden i en time og fyrre minutter. Så er spørgsmålet bare, om det var et særligt interessant bekendtskab? For mig, nej. Nøj, hvor var jeg ligeglad. På trods af hvad der ellers lyder som en tætpakket intrige-kedel i synopsen, så er Zac helt ualmindeligt passiv og uinvolveret i det hele. Han sidder bare og skumler for sig selv mens han overværer begivenheder, som han for det meste ikke engang helt forstår. Det gør det svært for mig som tilskuer at give en skid for hvad han gennemgår, for jeg ender med at sidde og lave arbejdet med at blive voksen for ham mens han sidder og piller løg. Det har jeg sgu ikke tålmodighed til.

Det er der sikkert andre, der har, og hvis man tilmed har en romantiker-pæl hejst for små byer i Amerika i de støvede 60'ere, så er der rigeligt af flotte kulisser og kostumer at kigge på. Det har jeg bare så umenneskeligt svært ved at få urinen i kog over.