The Omen

Jeg ved ikke om der er skrevet en stor forkromet regelbog for gyserfilmen so genre, men hvis der nu var, så må jeg formode at regel nummer et er, at der i hvert fald skal være bare en smule uhygge at spore i den. I så fald har ingen involverede i genindspilningen af klassikeren The Omen fra 1976 læst denne bog. Egentlig virker det heller ikke som om de har set originalen, for så burde de da vide bedre, end at lave en så fornærmende kedelig fortolkning som denne.

Den oprindelige The Omen (eller tegnet, som den hedder på dansk), var en af den slags film der gjorde min barndom til et helvede. Jeg så den i et moments overmod, og kunne ikke sove fjorten dage efter. Derfor var det da også med store forventninger, at jeg satte den nye The Omen (eller The Omen 666 som den hedder på dansk... flot!) i afspilleren. For at sige det kort, jeg havde lyst til at slukke efter en halv time. På forunderlig vis, er den dybt foruroligende historie om ambassadøren der uvidende tvinges til opfostre Satans søn, nemlig blevet til en satans tørvetriller, hvor det uhyggelige ligger i at se på afspillerens display, og vide at der stadig er en time tilbage.

Lucifers yngel er i denne version blevet til en surmulende møgunge med onde øjne. Helt ærligt, et enkelt blik på ham ville være nok til at vide, at den er gal. Væk er den første glæde over at blive forældre, der langsomt erstattes af gru. I stedet indtræder en overordnet undren over det faktum, at de forældre ikke har gjort noget tidligere. Underrettet systemet. Sendt ungen på anstalt. Bare et eller andet. Da familiens barnepige hænger sig selv, ansætter de gudhjælpemig en mere eller mindre hysterisk madamme, der på ingen måde lægger skjul på det faktum, at hun er djævlens håndlanger. Alt i denne film er i det hele taget så direkte fortalt, at det er til at få ondt af. De plotpunkter der virkede interessante engang, bliver her plantet som tonstunge blylodder omkring den i forvejen synkende spænding. Oveni købet tilskrives alle verdens ulykker denne lille dreng, der reelt ikke laver andet end at surmule hele filmen igennem. Næste gang jeg ser et barn der muler over ikke at have fået lommepenge, løber jeg skrigende væk. Det ender med en tsunami!

Fremragende skuespillere som Liev Schreiber, Mia Farrow og Julia Stiles kæmper så godt de kan, men trækkes ligesom alt andet ned i det overordnede dyng af dårligdom. Den største smerte er næsten, at dette måske afholder det almene publikum fra at se originalen. Den oprindelige The Omen var et mesterstykke i snigende uhygge, nyfortolkningen er et levende bevis på at et større budget ikke nødvendigvis giver et bedre resultat. Måtte den brænde op i helvede.