The Mist
En flok landsbyboere bliver spærret inde i et supermarked, da en dødbringende tåge omringer byen. The Mist viser, hvad frygt kan gøre ved mennesker, men uhyggen er til tider en mangelvare. Jesper forsøger, at give klar besked.
Tåge er på mange måder en fascinerende ting. De ligner udenpå en blød og lys sky, som fyger henover vejen, men indeni kan der gemme sig alt, hvad ens fantasi byder på. I The Mist byder tågen på en ondskab uden lige, men når alt kommer til alt er mennesket langt mere uhåndterligt, end selv den ondeste skabning.
Dagen efter en voldsom storm kører plakatmageren og familiefaren David Drayton ind til byen, i følgeskab med sin søn Billy og nabo Brent, for at få materialer til renovering af huset. På vejen derind møder de en foruroligende masse modkørende militære køretøjer, og da de først står i det travle supermarked, går det op for dem, at noget er grueligt galt. Sirenerne hyler og en ældre mand kommer spænende ind i supermarked med en skjorte indsmurt i blod.
Få sekunder senere er alt uden for supermarkedets vinduer dækket af en tyk tåge. De mange mennesker i supermarkedet forsøger i første omgang at mane hinanden til ro, men det går langsomt op for alle, at der er mere end bare tåge på den anden side af supermarkedets vægge, og pludselig bliver frygt en uundgåelig overlevelsesfaktor. Skal man blive i sikkerhed bag væggene eller flygte hurtigst muligt? Er det hele et videnskabeligt uheld, eller er det guds straf for menneskets inkompetence? Én ting er i hvert fald sikker, døden venter i tågen for den uforberedte.
The Mist tager store alvorlige emner som religion, politik og samarbejde op, og drager på interessant vis paralleller med menneskets påvirkning af frygt og hjælpeløshed. Det psykologiske spil fejler intet i Frank Darabonts spændende filmatisering af Stephen Kings gyser. En flok menneskers kamp for overlevelse, er blevet beskrevet utallige gange før, og selvom The Mist på nogle punkter virker klichépræget, byder den stadig på nogle friske ideer, samt en slutning, som både kan beskrives som filmens højdepunkt og antiklimaks.
Skuespillet er langt hen af vejen solidt, især med stærke præstationer fra Thomas Jane som protagonisten David, og Marcia Gay Harden som en religiøs galning. Sammen med resten af holdet, er de med til at frembringe en spændt og trykkende atmosfære i supermarkedet.
Hvor spændingen på ingen måde er en mangelvare i The Mist, så er gyset mange steder udeladt, og det er en skam. I stedet for at servere en krybende stemning, når folkene først bevæger sig ud i tågen, bliver man spist af med alt fra flotte og imponerende til halvlunkne CGI-monstre. Mange af dem er bestemt fascinerende at beskue, men uhyggelige bliver de aldrig rigtig, og det irriterede mig gennem det meste af filmen.
The Mist er bestemt et kig værd, hvis man har lyst til at blive underholdt og skræmt for et par timers tid. Derudover er det også interessant, at overvære de forskellige personers individuelle samtaler, og man bliver næsten en del af den indespærrede menneskeflok. Dog skal man i sidste ende ikke tage filmen for meget andet end rigtig solid popcornsunderholdning, for selvom den tydeligvis forsøger at være dybere og alvorligere end den gængse gyserfilm, spænder den lidt ben for sig selv via nogle til tider utroværdige skabninger og mangel på egentlige gys.
Gamereactor Danmark