The Messenger

Noget af det sørgeligste man kan opleve, er at miste et familiemedlem. Konfrontationen med det uundgåelige har forskellige effekter fra menneske til menneske, på både godt og ondt. Sørgelige ting som disse er det, dramaet The Messenger beskæftiger sig med.

Den unge sergeant Will Montgomery er vendt såret hjem fra Irak og har tre måneder tilbage af sin tjeneste. Han sættes til at arbejde i Casualty Notification Teamet, den del af hæren der står for at overbringe familier nyheden, at en af deres kære er faldet i krig. Han skal arbejde sammen med den ældre soldat Tony Stone der har et noget anderledes syn på næstekærlighed i forhold til Will.

Noget af det vigtigste i en film som dette er troværdighed og heldigvis opnås dette gennem effektive virkemidler. Med et håndholdt kamera og ukendte skuespillere i familierollerne får scenerne en uhyggelig intensitet, der i hvert fald fik mig til at gennemleve ubehagelige minder.

Udenfor de sørgelige meddelelses-scener opretholdes også en flot dramatik af de to hovedrolleindehavere, Ben Foster og Woody Harrelson. Selvom Harrelson på det sidste har været at se i komedier beviser han her hvor dygtig en karakter-skuespiller han er og skaber et flot portræt af en mand, der ikke kan håndtere menneskelige relationer.

Ben Foster i rollen som Will laver en forrygende præstation af en gennemført tragisk karakter, der forhåbentlig ganske fortjent vil bringe ham ud af sumpen af de vanlige middelmådige actionfilm.

Problemerne begynder at dukke op når vi vender blikket mod handlingen. Der sker egentlig meget lidt og rækkefølgen af scener føles tilfældig, det bevirker at man aldrig helt forstår hvad der foregår og det gør oplevelsen uoverskuelig. Desuden er der visse afgørende dele af handlingen der, på trods af andre sceners troværdighed, ikke føles specielt sandsynlige.

En dårligt fortalt historie holder mig stadig ikke fra at anbefale The Messenger. Temaet, det fremragende skuespil og de dybt ubehagelige scener gør den unik og helt klart et kig værd.