The Maze Runner

Hvis der er noget, man kan regne med ved Hollywood, så er det uopfindsomhed. Enhver succes skal malkes alt hvad den kan, og hvis de andre har en kæmpesucces, så skal vi have noget der ligner. Det betyder, at adskillige filmselskaber lige nu gennemroder alt, hvad det sidste årti har budt på af ungdomslitteratur med et strejf af sci-fi, i håb om at finde den næste Hunger Games.

The Maze Runner er en af disse film, og den er så tydeligt et forsøg på at ride med på Hunger Games-bølgen, at jeg nærmest bliver provokeret. Jeg skal ikke kunne udtale mig om bøgerne, The Maze Runner bygger på, men filmen virker nærmest kynisk kalkuleret og skabelonsskåret i måden, den skal tiltale målgruppen på. Som om der sidder nogen i en bunker et eller andet sted, og har udregnet en hemmelig formel for hvordan man mest effektivt rammer de 13-19-årige.

Alle temaerne er her. Selvfølgelig har vores hovedperson, Thomas, svært ved at indordne sig. Selvfølgelig skal han udfordre de normer og faste regler, der er opstillet omkring ham. Selvfølgelig kæmper han med at finde ud af hvem han egentlig er og gerne vil være. Selvfølgelig er alle omkring ham påduttet et mærkat, der beskriver nøjagtigt hvem de er og hvad de laver. Og selvfølgelig er der nogen, der prøver at holde ham tilbage. Det kunne næppe være en mere overlagt metafor for livets ulidelige teenage-tilstand (altså bortset fra, at der ikke er ækle cyborg-kæmpeskorpioner, der prøver at dræbe en, i virkelighedens teenage-fase).

Det er komplet gennemskueligt på alle tænkelige måder. Alt kan puttes ned i let genkendelige bokse og kategorier. Og derfor irriterer det mig så meget desto mere at indrømme, at jeg ikke kan undgå at blive revet med.

Thomas vågner i en elevator. Han aner ikke hvem eller hvor han er, men elevatorturen ender et sted kaldet Lysningen, et sted fyldt med unge drenge og mænd, der ganske som ham selv lider af akut hukommelsestab, og ikke kan huske andet end deres navne.
Alligevel har de skabt sig en lille, stabil tilværelse i Lysningen, en græseng omgivet af skov og tårnhøje mure, med husly og orden og fred. Elevatoren leverer jævnligt forsyninger, og én gang om måneden ankommer der en ny beboer. Ingen af dem ved hvorfor de er der, ingen ved hvordan de undslipper.

Bag murene ligger Labyrinten, der er både stor, uhyggelig og farlig. De hurtigste og kvikkeste beboere i Lysningen, de såkaldte Løbere begiver sig hver dag ud i Labyrinten for at kortlægge den og forsøge at finde en udvej - hvilket bliver ekstra svært at det faktum, at Labyrinten jævnligt forandrer sig. De sørger altid at være tilbage inden aftentid, for om natten lukker den enorme port til Labyrinten, og de førnævnte cyborg-kæmpeskorpioner indtager den. Ingen har nogensinde overlevet en nat i Labyrinten.

Det er status quo, da Thomas ankommer, men der går (selvfølgelig) ikke længe, inden der bliver vendt op og ned på det hele. Thomas er nysgerrig af natur, og han vil finde svar, såvel som en vej ud. Det går resten af filmen så med.

Når The Maze Runner fungerer, skyldes det to ting. For det første at alting er pakket ind i et kæmpe mysterium, nemlig hvad faen meningen med kæmpelabyrinten og hukommelsestabet og alt det andet egentlig er. Hver gang man kommer i nærheden af en forklaring, bliver målpælene flyttet, og et nyt mysterium dukker op. Det er konsekvent, hver gang man tror man har fået et svar, er der noget, der ændrer sig. Alt, hvad man tror man ved, er forkert.

For det andet, så er actionsekvenserne strikket knaldgodt sammen. Det er nok de færreste, der har hørt om instruktøren Wes Ball (det her er hans første spillefilm!), men han kan sit kram. Fra det øjeblik, Thomas (selvfølgelig) træder ud i Labyrinten, glemmer man alt om Hunger Games-kopiklicheer (seriøst, filmens første del er som et stort tematisk flashback til Divergent, der udkom tidligere på året), fordi filmens brug af mystik og dræberhalvrobotter ikke blot er fandens effektiv, men også overraskende økonomisk. Monstrene får tid og plads til at være skræmmende, og det fører til en langt højere grad af spænding, end jeg på nogen måde havde regnet med.

Jeg er på ingen måde fan af The Maze Runner. På papiret er den tåbelig og dybt uoriginal. Men trods min irritation og komplette modstand formåede den at underholde mig, og det er jeg nødt til at tage hatten af for. Jeg vil ikke kalde den en god film - men til trods for hvor tåbelig, den på papiret ser ud, så er den langt bedre end jeg havde turde håbe på.