The Marvels

Marvel Cinematic Universe befinder sig i sin første rigtige krise, og for at være helt ærlig lå den altid og lurede derude i horisonten. At det skete langt hurtigere end først antaget grundet Marvels og måske særligt Disneys supercharging af indholdsproduktionen via serier på Disney+ er på sin vis uvedkommende. Man kan ikke pumpe sammenhængende, narrativt forbundne superheltehistorier ud i biografen i et væk, uden at metaltrætheden i sidste ende vil sætte ind.

Faldende biografomsætninger, middelmådige anmeldelser fra en engang langt mere entusiastisk anmelderskare og en mere og mere apatisk global fanbase - hvad stiller man op med det? Se, det er jo spørgsmålet, et spørgsmål Marvel tilsyneladende er ved at tage sig af ved at udforske anderledes løsninger, alternative opsætninger og sågar omrokeringer i den store masterplan.

Men det lader sig ikke mærke i The Marvels, en film der rammer på et lidt skidt tidspunkt, eftersom den i sig selv har været omtåget af dyre reshoots, et altopslugende budget på næsten $250 millioner (siger nogle) og en instruktør der angiveligt skiftede projekt med flere måneder tilbage af postproduktionen. Det er alt sammen lidt uheldigt.

Så kan det her mærkes på The Marvels, der teknisk set er en slags Captain Marvel 2, men som samtidig fungerer som en slags team-up film for Ms. Marvel, Monica Rambeau (fra WandaVision) og Brie Larsons superheltinde?

Ja, er det korte svar. The Marvels er MCU's måske toneforvirrede og usammenhængende film til dato, der hverken fungerer som fortsættelse af de tre superheltinders respektive historier, som MCU-kapitel (udover den måske mest skelsættende post-credits scene nogensinde) eller som enkeltstående kosmisk action pseudo-komedie.

Danvers bliver bragt ud af ensom stilling som rumpolitimand ved at befinde sig i den kuriøse position hvor hun, hver gang hun bruger sine "light-based powers" skifter fysisk plads med Monica Rambeau (som vi kender fra WandaVision) og Kamala Khan aka Miss Marvel. Dette skyldes at Kree-folket er på banen igen, igen, denne gang med Supremor Dar-Benn i spidsen, der lukker op for en afart ormehuller, der destabiliserer hele galaksen, Sådan formes "The Marvels", og henover den relativt korte spilletid en time og 45 minutter er der plads til masser af forcerede jokes, ujævn action og ukurante sekvenser der føles indsatte, snarere end organisk opstået.

The Marvels er en travl film. Det er ikke som sådan fordi at det definitivt er skidt for en større biograffilm at være under to timer, men den skal være designet til det, snarere end skåret til, eller klippet i stykker. Forhold når ikke at udvikle sig organisk, filmen er lidt for let på indlevelsesrig action, der virker som akavede kommaer imellem de resterende set pieces og filmen når aldrig rigtig at fungere som et comeback for særligt Captain Marvel-karakteren.

Det er trist, for The Marvels har faktisk nogle ret fine ideer hist og her. At de tre hovedkarakterer bytter plads bliver til enkelte komiske øjeblikke hist og her, Kamala Khans familie, der har overraskende meget skærmtid, leverer hver eneste gang og der er små opfindsomme sekvenser der om ikke andet forsøger at presse den gængse superheltefomular i en anderledes retning end normalt. Men det er simpelthen ikke nok, og for hver effektiv udveksling er der alt for meget, der enten forbliver usagt, underudviklet eller uhensigtsmæssigt kantet.

Måske mere kritisk så får hverken af de tre hovedpersoner noget solidt materiale at arbejde med. Larson er overraskende underspillet og decideret uopfindsom til tider, og virker ikke synderligt investeret i rollen, selv ikke når strygerne flyder og det er tid til at levere en emotionel mavepuster. Hun er en glimrende skuespillerinde, men her har hun altså checket ud. Selv den vidunderlige Iman Vellani er præcis lige så charmerende som altid i rollen som Ms. Marvel, men reduceres gradvist til en slags parodi på sig selv, efter at det løbende bliver gjort tydeligt at manuskriptforfatterne har fanget hende i den desperate fangirl-rolle. Rambeau har nogle af de bedste øjeblikke, men kort spilletid og begrænset mængde sceneplads til at udfolde komplekse motivationer og baghistorie gør at det hele falder ret så fladt på gulvet.

Skurken Dar-Benn, spillet af Zawe Ashton, er dog værst. Hun er en slags udvandet Ronan the Accuser fra Guardians of the Galaxy, og selvom at målet med den hadefulde belejring af resten af galaksen er forståeligt, så er hun intet mindre end en punkteret one-liner.

Kombiner det med forglemmelig musik, ujævn CG-animation og en grundforvirret tone der virrer kraftigt mellem ekstremer der ikke synes at tjene nogen reel helhed eller konkret identitet, og så har du en mærkeligt anonym omgang, der ikke ligefrem hiver Marvel ud af det dyng de nu befinder sig i. Efter Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings var jeg grundlæggende overbevist om at der sagtens kunne eksistere et succesfuldt og kreativt udfordrende MCU efter Endgame, men The Marvels er endnu et tegn på at den nuværende økonomiske og kreative krise er, som man siger, "a beast of their own making".