Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
The Lost Vikings

The Lost Vikings

Ved første øjekast ligner Lost Vikings et ganske almindeligt og elementær platformspil.

1992 var på mange måder året for skelsættende begivenheder; Landsholdet vandt Fodbold EM over Tyskland, Danmark stemte nej til Maastricht traktaten og Lost Vikings udkom for første gang til SNES.

Nu 11 år efter har alverdens gamere så glæden af at kunne gense de tre tossede vikinger på den lille håndholdte og der er tale om et hjerteligt gensyn. Historien i spillet er i sig selv unik og overraskende morsom. Tre vikinger bortføres fra deres egen tid af nogle Aliens og derpå er deres mission naturligvis at vende tilbage til deres egen tid i god behold. Dette er dog nemmere sagt end gjort, for selv om de undslipper fra rumskibet, så sender den portal de benytter sig af, dem ikke hjem, men ud på en rejse i tid og rum. Herfra starter så en lang og farefuld færd, der bringer vores gæve nordmænd op gennem historien og en masse skumle og finurlige steder.

Gameplayet er lige så enkelt som det er genialt. Ved første øjekast ligner Lost Vikings et ganske almindeligt og elementær platformspil, men man opdager hurtigt at dette ikke er tilfældet. Der er nemlig til forskel fra de fleste platformspil hele tre hovedpersoner og alle skal føres gennem banen i live. Som om dette ikke var nok, så har hver viking helt specifikke egenskaber og dette gør at de hver især får en helt unik rolle at spille når man skal løse banens puzzles. Således har du en hoppende viking, en skjoldbærer og en viking med sværd. Denne opsplitning af vitale egenskaber i tre personer gør, at de små grå skal op i omdrejninger og tænke fremad i banen, for man kan nemt bringe sig i en situation, som man ikke kan redde sig ud af og så skal hele banen gennemspilles igen.
Grafisk set er der absolut ikke noget at sætte fingeren på i Lost Vikings. Banerne er så lyse at det er nemt at se detaljer på den lille skærm og figurerne er knivskarpe i den fede tegneseriestil. Baggrundene er varierede og selv om de ikke er kunstneriske vidundere, så falder de fint ind i stilen og skaber en god stemning.

Det er ikke kun grafikken der er varieret, det er banerne også, og der er tilpas mange og varierede levels til, at man hele tiden føler fornyelse. Det man kunne frygte mest ved en konvertering til GBA’en er naturligvis styringen, men al frygt bliver gjort til skamme. Manøvreringen af de gæve små hårbolde fungerer intuitivt og levner kun frustrerende elementer, der hvor det er meningen pga. gameplayet. Hvis man skal slå ned på noget, der ikke fungere optimalt, så må det blive lyden. Lydsporet er taget direkte fra den gamle version og om end dette måtte fremkalde en nostalgisk tåre hos de fleste fra den gamle skole, så ville det dog i længden have været at foretrække hvis man havde komponeret noget nyt. Musikken bliver nemlig hurtigt en enerverende støjkilde, som man hurtigt muter og lydeffekterne ryger jo heldigvis ved samme lejlighed, for de er uinspirerende og intetsigende at høre på.

Variationerne i banerne er stor og det samme er genspilningsværdien. Derfor sidder man ikke med et spil der er færdigt efter et par dage, men nærmere med et produkt der kan spilles igen og igen. Ydermere virker Lost Vikings nærmest euforiserende, for selv om man ofte bander og svovler og smider sin Game Boy efter naboens kat, så går der ikke ret længe inden det igen kribler i fingrene efter at lege med de tossede vikinger. Hvis der er noget man virkelig må glæde sig over i spillet er det den tørre humor der lægges for dagen gennem alle banerne. Vikingerne fyrer underlige kommentarer af ved mange lejligheder og man må ofte trække på smilebåndet af de små nordmænds mere eller mindre rappe replikker. Disse kommentarer er ofte referencer til både film og andre computerspil, men det skorter heller ikke på hånlige bemærkninger i forhold til deres eget produkt.

Et lille aberdabei ved udgivelsen til af et ældre spil til GBA er, at der for gamle gamernisser ikke rigtigt er noget nyt at komme efter. Man kunne måske godt have tænkt sig en eller anden form for extras, det ville i hvert fald være det der fik spillet helt op i toppen af karakterskalaen. Som det er nu, må man bare nyde et spil fra dengang hvor man virkelig lagde hjerte og sjæl i sit gameplay. Er man til en hjernevrider af format, så er Lost Vikings klart at anbefale, for der er underholdning og udfordring til mange, mange, mange timer. Selv om spillet er 11 år gammelt, så er det stadig lige så frustrerende underholdende, som første gang det udkom.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Det er så genialt gennemført gameplay, at man næsten må knibe en lille tåre.
-
Der er desværre ikke tilført noget som helst nyt til GBA versionen, Ingen fornyelse ingen supertopkaraktere! Og lyden, den er altså enerverende.