The Loft

Noget af det vigtigste i en film er, karakterer som tilskueren kan dele følelser med. Hvis der ikke er mindst én personlighed med en smerte, glæde, sorg eller frustration at forholde sig til, bliver filmen snildt en uvedkommende overflade af audiovisuelt spil for galleriet. Selv et plot som manifesterer sig i mord, kynisme, ondskab og fede effekter skal have et menneske hvor tilskueren kan investere sit engagement. Det ved branchens bedste filminstruktører mere end nogen andre. Hold øje med det, næste gang du ser en film: Hvem føler du noget for?

Men i The Loft er der ingen at føle noget for. Absolut ingen. Bare fem velhavende venner, som splejser til en hemmelig penthouse lejlighed hvor de kan bedrive utroskab og hor uden spor på kreditkortet. Ensartede, velklædte mænd fra Armani-reklamer, kolde, idiotiske og selvfede, mens de sjofler kvinder med blikket og opfører sig grimt til cocktailparties. Livsstilen krakelerer da de finder en nøgen, afdød kvinde, lænket med håndjern i deres hemmelige, stilfulde elskovsrede, men jeg koblet af, for trods mordets mystik er ingen af alfa-hannerne værd at dele sin sympati med.

The Loft springer rundt i tiden som en typisk konceptfilm a'la The Usual Suspects (dog uden sammenligning). Et kvindemord er sket i nutiden, noget er sket før hændelsen og en af vennerne kastes ud fra 20 etage engang i fremtiden. Den kolde æstetik og erotiske undertoner antyder et ukendt forræderi blandt vennerne, mystificeret for tilskueren om hvem der stikker hvem i ryggen, hvem er den store bedrager og hvem dør til sidst. Desværre en uinspirerende konstruktion som på ingen måde formår at inkludere den absolut vigtigste person i en film: Tilskueren.

Filmen er reelt en genindspilning af den belgiske thriller, Loft (2008), som fik stor succes i hjemlandet, men belgierne vil nu erfare, ligesom vi danskere gjorde med Nattevagten, at det amerikanske produktionsmiljø ikke nødvendigvis løfter kvalitetsniveauet videre. Også selvom instruktøren er rejst med. The Loft kommer årevis for sent til festen for 90'ernes guldår med erotiske thrillers, og leverer en passiv omgang stiløvelse om fem dumme mænd forført at kvindelige trofæer. Satset på finalens store aha-oplevelse falder fra penthouse-lejligheden og lander som en flad maveplasker med smagen af søvn i munden. Bliv i stueetagen og find en anden film.