The Killing Room

I et forsøg på at røbe mindre end bagsiden af filmomslaget (der gladeligt spolerer det første gys og slutkonklusionen), vil jeg dog ikke komme nærmere ind på hvilken teori, der her er tale om.

Men omdrejningspunktet er et eksperiment i menneskelig adfærd, med fire deltagere, der frivilligt har meldt sig til dette med tanken på lidt lettjente skillinger. Løftet om pengene afløses dog hurtigt af blodig og klaustrofobisk desperation. Dialogen hæver sig aldrig til et skyhøjt niveau, men den smule der er leveres overbevisende af blandt andet Nick Cannon som den naive ghettoknægt og forsøgsdeltager.

Peter Stormare er den kyniske projektleder, mens Chloë Sevigny indtager observatørrollen med publikum. Og så går det ellers løs i en velspillet historie, der fungerer godt som en krydsning mellem The Cube og Saw let krydret med et snert af The Breakfast Club. Man skal dog ikke forvente den udpenslede morbide dødsporno, som man kender den fra Saw-serien, til gengæld virker filmen mere vedkommende og troværdig.

Fortællingen ville egne sig fortrinligt til et teaterstykke, da handlingen sjældent flytter sig fra det ene lokale hvor eksperimentet foretages, og efterhånden som brikkerne falder på plads bliver man grebet af det gode skuespil, den kyniske historie og tanken om at dette måske stadig finder sted.

Brian Tyler leverer en næsten umærkelig men stemningsfyldt omgang melankolske strygere, der fint understreger håbløsheden i deltagernes situation. Og slutresultatet er en gyser, der vil mere end bare vise blod, og effektivt kryber ind under huden på beskueren. Fortrinlig og tankevækkende psykologisk gyser.