The Hurt Locker

Det første indtryk der rammer seeren, når denne går i gang med The Hurt Locker er en tilbagelænet realisme, der hidtil ikke er set i krigsfilm. Flere krigsfilm har forsøgt at skabe et realistisk scenarie med mere eller mindre held, men denne her, har en naturlighed over sig, som føles helt som sin egen.

Scenerne virker ikke opsatte. Alt lige fra omgivelser til soldaternes indbyrdes smalltalk virker som taget ud af virkelighedens verden. Denne autentiske følelse gør at The Hurt Locker går helt ind under huden. Man føler med soldaterne, og bliver ført ind i en verden af frygt og had.

Historiens omdrejningspunkt er en lille amerikansk bombe-enhed i Irak. De får en ny bomberydder da deres forhenværende omkommer. Den nye mand på posten, SSG William James, viser gang på gang dødsforagt i sin måde at omgås opgaverne på, og hans fandenivoldske tilgang til bombetrusler og andet, bringer fote ham og resten af enheden ud i et farligt spil på liv og død.

Men hvad er det der driver ham? Hvordan reagerer man som menneske på krig? Disse og andre spørgsmål opstår konstant i tankerne hos seeren. Igennem vidt forskellige scenarier med den lille gruppe, udfordres man til at tage stilling til emner som liv og død, venskab, krig og hvad der driver os mennesker.
Alt dette uden, at der på nogen måde er nogen løftede pegefingre eller skjulte agendaer.

Selv om vi følger de amerikanske soldater, så er der ingen gode eller onde her. Hver person vi møder i filmen bliver udstillet ganske objektivt og det er op til os som seere at tage stilling til godt og ondt.

Det er forfriskende at filmen er så neutral som tilfældet er her. Patriotisk propaganda eller naivt snæversynd er nærmest hverdag i krigsfilm. Enten er det terroristerne der er de onde eller den amerikanske regering.

Den diskussion virker så uvæsentlig her. Endelig tager en film ind og ser på personerne i krigen. Fodfolkene på begge sider vises frem uden at skele til, hvorfor krigen egentlig raser.

The Hurt Locker handler om soldaterne og hvad krigen gør ved dem og deres omgivelser.

Der er her tale om instruktørarbejde af højeste karat. Kathryn Bigelow står bag The Hurt Locker. Tidligere har hun været instruktør på blandt andre K19 The Widow Maker. En anden brilliant krigsfilm, som ligesom denne havde fokus på de personer, der er involveret i krigen, og meget effektivt skildrede deres handlinger og effekten på den menneskelige psyke, som det at deltage i en krig, må have.

Men hvad er en instruktør uden dygtige skuespillere? Heldigvis er der nok af slagsen i The Hurt Locker. Faktisk er selv nogle af de mindste biroller besat af skuespillere i verdensklassen som Ralf Fiennes og Guy Pearce. I hovedrollen som William James ses Jeremy Renner. Han gør det eminemt!

En familiefar, splittet mellem at være et kærligt og omsorgsfuldt menneske, og en soldat som har fået krigen så meget ind under huden, at han er blevet afhængig af adrenalinsuset. Det er det billede Jeremy Renner serverer for os. Og de meget forskellige følelser og indstillinger portrætteres til perfektion.
Hidtil har vi mest set ham i biroller både på serier og mainstream hollywood-produktioner. Men her har han altså fået hovedrollen, og han brillierer.

Jeg var meget overrasket over, hvor godt han rammer sin figur og dette bør i den grad være springbrættet for ham. Verdensklassepræstation, intet mindre.

Skal man sætte en finger på The Hurt Locker må det være at historien virker for hullet til tider. Vi får ikke nok baggrundsviden om personerne, og den overordnede historie har ikke noget reelt klimaks.

Det gør at man sidder med en meget blandet fornemmelse når rulleteksterne flyder hen over skærmen. På den ene side er man blæst væk af et fremragende portræt af livet i krig, men på den anden side føler man også, at der mangler noget.

Det er dog en glimrende film, der varmt kan anbefales herfra.