The Hitcher

For et par år siden da jeg sad en aften og zappede rundt på mit tv, fik jeg mit første bekendtskab med The Hitcher, det vil sige den originale fra 1986. Rutger Hauer spillede den psykopatiske John Ryder som blev samlet op af et uvidende ungt kærestepar på en roadtrip igennem landet. Filmens simple præmis fangede mig med det samme, og jeg kan huske en stor begejstring over hvor effektivt The Hitcher udnyttede de få elementer den gjorde brug af. Øde amerikanske veje, et ungt par, en morder og en flok skruppelløse politifolk. Det var en noget nær perfekt lille perle efter min mening. Den nye version derimod er en dybt intetsigende kliché.

Handlingen er, som I nok kan læse jer til, ikke en der kræver hjerneaktivitet af større grad. Et ungt par kører ud på roadtrip og en aften er de ligeved at ramme en skummel mandsperson som står ude på vejen i midten af ingenting. Ved næste tankstation møder de manden igen og han spørger venligt om de vil give ham et lift til det næste motel. "Overraskende" nok siger de ja, og herfra går filmen så for alvor i gang. Manden hedder John Ryder og er en voldsliderlig psykopat af format. Resten af den kun 80 minutter lange film handler om det unge pars inkompetente flugt fra John Ryder. Jeg var klar på at blive overrasket som jeg blev i den gamle, men, men, men...

Den nye udgave af The Hitcher tager en række dumme valg undervejs. Det der dog skuffede mig mest var dens fuldstændige mangel på nytænkning. Stort set alle scener var direkte kopieret fra den gamle, og sågar forringet undervejs. De steder hvor den forsøger at lægge et nyt lag på, er også skuffende eller i bedste tilfælde ligegyldigt. Her refererer jeg især til en omtalt lastbilsscene hen mod slutningen.

Hvor den gamle film især fangende mig var ved de overdrevne, men ekstremt underholdende biljagter undervejs. Det samme gælder faktisk også i denne omgang, for når John Ryder udrydder en hel politienhed ved hjælp af en hurtig bil og en kraftig pistol, så er det umuligt ikke at blive underholdt bare en smule. Sean Bean som John Ryder er heller ikke dårlig, og med sit slidte ansigt og kolde attitude er han også på alle måder en troværdig psykopat. Dog besidder han på ingen måde det samme intense blik som sin forgænger Rutger Hauer, og det er lidt en skam.

De to unge turtelduer som filmen følger er heller ingen succes. Al medfølelse for personerne er lagt af derhjemme, og de åbenlyse klichéer som opstår på deres flugt er ligeså forudsigelige som de er dumme. Dog skal det tilføjes at Sophia Bush som Grace er ren øjenguf, og hun var da også en af grundene til at jeg overhovedet fulgte med i filmen i det lange løb.

Dog, når alt kommer til alt, så er der ingen tvivl om hvilken af de to versioner jeg ville vælge. Den nye besidder nemlig et minimum af overraskelsesmomenter, charme og uforudsigelighed, noget der gjorde den gamle så spændende som den nu engang er. Hvis du ikke har set den gamle, kan jeg dog være tilbøjelig til at smide en ekstra karakter oveni, men mit råd er nu engang således; hold dig fra den nye og se i stedet den originale version. Så vil jeg til gengæld love dig underholdning af allerbedste skuffe.