The Happening

"The Happening... The Happening... the happ...", gentager jeg, alt imens jeg langsomt begynder at gå baglæns. Ikke sådan rent fysisk, som de gør i filmen The Happening lige inden de dør, men mentalt. Jeg tænker tilbage på tider, hvor en instruktør lavede fabelagtige titler som Den Sjette Sans og Unbreakable. Tilbage til en tid, hvor man faktisk kunne tage personerne alvorligt og hvor historien, hvor usandsynlig den end var, alligevel gav en forunderlig mening, når rulleteksterne begyndte at køre. Pludselig stopper mit flashback, og jeg opdager, at jeg sidder og overværer en person blive kørt over af en kæmpemæssig ubemandet plæneklipper. Problemet er bare, at jeg ikke ved, om jeg skal grine eller græde, og det ender med, at jeg sidder med en underlig hul fornemmelse i hjerteregionen. The Happening er kort sagt en film med potentielt stærke miljøorienterede undertoner, men substansen er ligeså død og begravet som hele USA's befolkning ifølge denne film.

Filmen starter i New York på en fredelig dag, nærmere sagt Central Park. To damer sidder på en bænk, da den ene pludselig opdager, hvordan alle folk begynder at opføre sig underligt. Inden længe ligger hendes veninde med en strikkepind i halsen, og resten af folkene i haven gør dødskunsten efter. Den kække og rolige biologilærer Elliot befinder sig i et klasselokale, da han hører nyheden om de sære dødsfald. Da de gennem nyhederne varsler om, at det er terrorister, der har udviklet en speciel nervegift, vælger Elliot sammen med sin kone Alma, at søge ind til en mindre by, hvor chancerne for terroristangreb burde være betydelig mindre. De er sammen inde i en mindre ægteskabelig krise, og det hjælper ikke på situationen, at de nu befinder sig i en krise, uden at vide, hvad der foregår. Da selvmordsforsøgene begynder at sprede sig ud over større dele, og når ind til de små byer, går det dog op for Elliot, at det er noget mere og andet end terrorister, der står bag de tragiske hændelser.

Hvis traileren til The Happening lokkede dig i biografen i sin tid, kan jeg godt forstå det. M. Night Shyamalans sans for stemningsfyldte scener og dramatiske billeder er og har altid været hans varemærke, og The Happening er ingen undtagelse i den dur. Problemet er bare, at materialet han leger med, det vil sige hans egne manuskripter, er så dramatunge i forhold til problemstillingen, at man aldrig ved, hvordan man skal reagere på de billeder der bliver vist. Han forsøger at skabe alvor omkring en ægteskabelig krise, vi aldrig ordentlig får indblik i, men samtidig vil han vise os billeder af folk, der slår sig selv i ihjel på de mest afsindige og til tider dybt åndssvage måder.

Skuespillet er heller ikke i top. Mark Wahlberg som Elliot er en sær størrelse, idet han virkelig forsøger at komme ud med nogle store følelser til tider, uden held. Det samme kan i den grad siges om Zoey Deschanel, som virker som om, hun slet ikke ved, hvor hun skal gøre af sig selv. At det måske er meningen, er igen alt for svært helt at tyde, da man ikke kan se, om hun overspiller eller bare er forvirret på grund af det manglende manuskript. At man samtidig primært nærstuderer Mark Wahlbergs næsebor i de mest intense scener, er også med til at ødelægge det, filmen forsøger at opbygge.

The Happening er en underlig størrelse, for selvom jeg kan spotte en start, mellemdel, og en slutning, så mangler den hele vejen igennem to ting; tempo og logik. Om M. Night Shyamalan overdramatiserer, eller om han bare forsøger sig på en useriøs b-film med en dum historie, er så svært at se, at man ikke ved, hvor The Happening befinder sig. Filmen balancerer på en fiskeline, og når også flere steder at falde til enten den ene eller den anden side. Men balancen finder den aldrig, og det er jeg også bange for at M. Night Shyamalan heller ikke gør. The Happening er trist og dum på samme tid. Mere er der egentlig ikke at sige.