The Greatest

Bennett er vanvittigt forelsket i Rose, og følelsen er yderst gengældt, men lykke varer ikke evigt, specielt ikke når ens muligvis eneste ene øjeblikkeligt dræbes i et voldsomt biluheld. Tilbage efterlades Rose med en overraskende voksende mave og hendes entré hos Bennets familie, der allerede kæmper med deres sorg på hver deres måde.

Det er en tårefyldt start på enhver film at begynde med netop dette scenarie, hvor kærligheden vokser så hurtigt, at man ikke tror sine egne øjne, for derefter at blive revet fra hinanden. Men ikke desto mindre er det den vej instruktør og manusforfatter Shana Feste har valgt at dreje sin første spillefilm, og det virker faktisk ganske godt.

Filmens højdepunkt kommer allerede i åbningsscenen, hvor Bennets efterladte familie sidder i en bil på vej væk fra hans begravelse, for selvom scenen byder på absolut ingen handling, er den alligevel definitionen af, at et billede siger mere en tusind ord. Allerede inden filmen for alvor er startet, ved man, at man sidder overfor en familie, der er kastet ud i en situation, de slet ikke kan håndtere, og hvor publikum bliver slynget med på den gribende rutsjebanetur.

Desværre formår Feste ikke helt at opretholde det niveau, som hun lægger ud med. Hvor første halvdel af filmen er et velorganiseret kaos af hadsk vrede, dyb sorg og alligevel glimt af håbefuld optimisme serveret med gribende præstationer, så kæmper filmen med at forblive sig selv i stedet for at blive fanget af en lidt for sukkersød charme.

Uden at nævne for meget behøver vi ikke at se en oplagt slutning, specielt ikke når man fra starten får en idé om, at man er vidne til en livsbekræftende historie, der virker yderst troværdig og som umiddelbart sagtens kunne klare sig med en åben og hudærlig afslutning. Lad os lide og få en rørende oplevelse i stedet for at få filmen til at virke ligegyldig - det er hårdt, men meget mere givende i længden.

Grunden til dette formdyk skal især findes i filmens manuskript. Der lægges op til interessante problemstillinger blandt Bennetts familie og Rose, men vi får aldrig endegyldige svar, fordi der lige pludselig skal findes plads til en overfladisk slutning, der mest af virker som om den skal have opsummeret menneskers unaturlige godhed.

Når The Greatest alligevel formår at skinne igennem sine utilfredsstillende anden halvdel, skyldes det et naturligt talent fra Carey Mulligan som Rose, en overraskende god Pierce Brosnan, der viser, at hans skamplet som James Bond (og mange andre af hans efterfølgende film...) efterhånden kan vaskes væk, og så den helt formidable Susan Sarandon, der er indbegrebet af, at skuespillere kan vække et decideret had i en, når de spiller som toppen af eliten.

Sarandon påtager sig på fornemmeste vis rollen som Bennetts sorgramte mor, der ikke længere har plads til nogen som helst i hendes hjerte udover den altoverskyggende sorg. Hun behøver ikke engang at sige en replik for at spille sin rolle, og når hun endelig gør, efterlades man med en imponerende blanding af væmmelse, empati og beundring.

Netop derfor bør man også overveje at kigge The Greatest en gang igennem, for selvom manuskriptet langsomt piller filmen fra hinanden, så er det stadig en livsbekræftende og velspillet historie om sorg og uventet glæde, der ikke kan gøre for, at en uerfaren, men lovende instruktør i samme ombæring mister det overordnede fokus.