The Forbidden Kingdom

Det starter ellers ret lovende ud for The Forbidden Kingdom. Selvom jeg egentlig har det hyggeligt i selskab med både Jet Li og Jackie Chan, så ved jeg også, at hverken den ene eller den anden kan ret meget andet end at slå, sparke og hoppe til den helt store guldpokal. Men alligevel tog filmen fat i min opmærksomhed, og alt i alt mindede den første halve time ret meget om en kung fu-udgave af Den Uendelige Historie, en film der til hver en tid bringer mit indre barn i lys lue. Desværre ligger The Forbidden Kingdom vægten forkert på det punkt, og i stedet for en fantasifuld og episk fortælling koges filmen ind til benet med diverse forudsigelige konventioner inden for genren.

Den unge Jason er helt vildt med kung fu. Han ser alle de klassiske samuraifilm igen og igen, og har værelset fyldt med kastestjerner og samuraisværd. En anden ting han elsker er den lokale asiatiske butik, ejet af den langskæggede Old Hop. Jason bliver dog mobbet af en gruppe drenge fra hans skole, og da de planlægger et indbrud hos den gamle Old Hop, bliver Jason personen der skal få dem ind i butikken. Da Old Hop forsøger at forsvare sig bliver han skudt, og Jason må nu flygte for ikke at lide samme skæbne. Lige inden han flygter får han dog til opgave at passe på en stav for Old Hop. Staven er magisk og fører Jason direkte ind i en verden, der ligner hans kung fu-film på en prik. Pludselig spiller han hovedpersonen i en kamp om at redde Kina og befri den store Abekriger.

Jackie Chan og Jet Li spiller henholdsvis en fuld krigermunk og en stille krigermunk, og begge to lyser op i The Forbidden Kingdom. Filmen er som skabt til de to kung fu-guruer, og sammen med Jason, spillet af den komplet ligegyldige Michael Angarano, skal de redde Kina. Filmen kommer med nogle fantastiske asiatisk inspirerende kampscener som vi kender dem, fyldt med farve, episk stemning og folk der hopper urealistisk langt. Der er i det hele taget mange gode øjeblikke i selskab med The Forbidden Kingdom.

Men filmen fejler desværre ved ikke at tage sit oplæg helt seriøst nok, og dermed mener jeg ikke at den er for sjov, men derimod at den haster alt for meget med at komme frem til en afslutning. Jovist, der sker noget hele tiden, men jeg sad konstant og ærgrede mig over, at man ikke så mere af det ene og mere af det andet. Filmen føles simpelthen for tynd i forhold til hvad den lover i starten. Selvom jeg kunne forudse hele handlingen og egentlig godkendte dens traditionelle præmis fra de første minutter, sad jeg alligevel med en følelse bagefter at lidt mere brug af følelsesregistret og udnyttelse af de fantastiske scenarier ville have skabt en, hvis ikke fantastisk, så rigtig solid film.

The Forbidden Kingdom er bestemt ikke dårlig, den leverer bare ikke hvad den lover, hvis man ser udover de to kung fu-kæmpende hovedpersoner, og det er en skam.