The Eye
En ung dame får sig et par nye øjne i håbet om at se, men øjnene hviler over en forbandelse. Den amerikanske genindspilning af den japanske gyser Jian Gui indeholder nogle effektive gys, men formår aldrig at imponere.
Det er efterhånden blevet ren tradition fra Hollywood at genindspille japanske gysere, og det seneste skud i rækken er nu blevet The Eye. Filmen byder på nogle gode gys, men i forhold til f.eks. klassikere som The Ring, bliver den aldrig rigtig uhyggelig. Dog er det tydeligt at spore de japanske aner, for filmen er fyldt med forbandelser, døde børn og visioner.
Jessica Alba spiller hovedrollen som Sidney Wells, en blind violinspiller, som man møder dagen før hun skal have en operation, der vil ændre hendes liv. Efter at været blind hele sit liv, får hun nu et par nye øjne og synet tilbage. Operationen går smertefrit, men desværre viser dette sig dog at blive mere et mareridt end en drøm, da øjnene hun har fået har tilhørt en synsk pige. Langsomt begynder Sidney at opleve syner og se døde mennesker. Og så er der lige ham skyggen, som alle de døde følger efter. Sammen med den skeptiske øjenekspert Dr. Paul Falkner, prøver hun nu at finde årsagen til synerne.
Historien er mildest talt banal, og stort set identisk med historier som i The Ring, tilsat et strejf af The Sixth Sense. Dog besidder den langt fra samme dybde og uhygge som disse film. Det skal dog ikke ødelægge The Eye fuldstændig, idet den langt hen af vejen gør sit for at skræmme, og en del af gangene lykkes det da også. Problemet er hovedsageligt, at plottet og handlingen er set hundrede gange før.
Skuespillet i filmen er på ingen måde til at klage over, men det bryder bestemt heller ingen nye grænser. Alba gør et hæderligt job i rollen som Sidney Wells, men hun er simpelthen for sød til at virke chokeret. Man bliver aldrig for alvor overbevist, når hun skriger op, og selvom det måske er hendes bedste rolle nogensinde, er det som om, hun bare ikke passer ind. Hendes modstykke Alessandro Nivola i rollen som Dr. Paul Falkner, er et bedre fund, men igen så er hans rolle taget ud fra samtlige andre genindspilninger, og forbliver på den måde fuldstændig anonym.
I sidste ende er det egentlig svært, at sige nogle forfærdelige ting om The Eye. Den besidder nogle udmærkede gys, skuespillet er fint, om end malplaceret, og billedsiden er bestemt heller ikke dårlig. Desværre rammer den bare på ingen måde nye højder for gys, og det virker heller ikke som om den prøver. Det er en skam, for bag den ellers banale historie, gemmer der sig, hvad der kunne være blevet en rigtig uhyggelig film med en god idé for øje. Alt hvad The Eye byder på, er set før, både dårligere, men bestemt også meget bedre. Mest af alt er filmen spild af god idé, og det er en skam.
Gamereactor Danmark