The Eagle

I betragtning af, at den Niende Legion bare pist forsvandt, så er der fandme meget kød på dem. Det synes "romer og sværd"-afdelingen af filmindustrien i hvert fald. Det er ikke mange måner siden, jeg anmeldte den svært blodtørstige Centurion, som også havde den sagnsomspundne romerske Niende Legion som undskyldning for at tvære det ugæstfrie skotske landskab ind i postkasserødt teaterblod.

For dem af jer, der lige har skiftet kanal, kan vi kort opridse, at England kortvarigt snakkede latin i et lille århundredes tid efter Kristi fødsel. Romerne havde væltet bulen og sad sådan set ret godt i det, der nede i det sydlige England, men havde et væsentligt større problem med at få underkuet skotterne længere nordpå. Efter at have fået gentagende prygl i en længere årrække besluttede de sig for at rejse en stor mur mellem den del af England, de havde styr på, og den nordlige del, hvor man helst ikke skulle sige ‘ciao' i stedet for ‘ta-ta' før man fik et langspyd i kæften.

Det var så inden den Niende Legion forsvandt uden så meget som at sige farvel oppe i højlandene, og hele den séance var romerne rimelig pevne om. Specielt fordi deres super-vigtige guldstatue-på-en-pind blev væk under selvsamme nederlag - romerne antager selvfølgelig, at det var et nederlag, for ellers var de vel kommet tilbage - og i imperiel tankegang er den slags værre end at en ordentlig røvfuld mænd med koner og børn lod livet for at Cæsar kunne strække musklerne.

Okay, så det var en meget lang indledning, men så behøver jeg ikke gentage mig selv næste gang der bliver smidt en Niende Legion-film efter mig.

I denne film følger vi Marcus Aquilus (Channing Tatum), som er søn af hærføreren af den Niende Legion. Nu farmand og, endnu værre, romerrigets yndlings-bling er forsvundet, har Marcus besluttet sig for at tage til England og finde ham. Hans onkel, spillet af den alt-for-dygtige Donald Sutherland, giver ham en skotsk slavedreng i gave, som ender med at blive hans wingman i de skotske højlande.

Her byttes rollerne om, da det som før nævnt ikke er særlig klogt at nævne, man er italiener på de højlandske kanter omkring denne tid, og slaven Esca (Jamie Bell) får flere delikate muligheder for at klapse sin hersker lidt rundt.

Det lyder alt sammen meget lovende, men så er det heller ikke bedre. Der burde være rigeligt med kød på det dilemma, der irriterede mig så meget ved at være så uforklaret i Centurion, nemlig "hvorfor hepper vi på ham, der er der for at invadere landet?" Og det er lige før, The Eagle tager fat i dette dilemma - men glemmer det desværre i forbifarten.

I stedet får vi en vedvarende klagesang fra Marcus hver gang han ser sit snit om hvor meget ære betyder for ham, og hvor skidevigtigt, det er, at få den der ørne-pind tilbage - af ingen anden grund end at Rom virkelig godt kan lide den. Og Esca, hvis egen nærmest religiøse sans for ære forhindrer ham i at gøre det, han burde gøre, nemlig snitte halsen på den lille lort ved første givne lejlighed, er i stedet helt og aldeles med på vognen... selv om det indebærer at forråde hans landsmænd til fordel for en fjende, der slog hele hans familie ihjel og voldtog hans landsby.

Så er man rimelig hooked på det her ære-koncept. Desværre bliver det aldrig fyldestgørende forklaret hvorfor det er så skidevigtigt at få den pind tilbage; ejheller hvorfor Esca, hvis han har en rationel tanke i sit ellers så charmerende hoved, går decideret above and beyond the call of duty på en fuldstændig idiotisk mission.

The Eagle er en forspildt chance for at fortælle en historie om ægte mod og hvad det vil sige at være en mand, men på trods af nogle flotte billeder kommer den desværre ikke meget længere end at hamre sig på brystet og brøle som en chimpanse.