The Devil's Rejects

Der var engang hvor Rob Zombie bare var frontfigur i det amerikanske hard rockband White Zombie. Det var åbenbart ikke nok for manden, der altid har præsenteret sig selv som lidt af en horror buff. Han skulle åbenbart også til at lave film. Det har indtil ført til to af slagsen, House of 1000 Corpses og The Devil's Rejects, mens et remake af Halloween skulle være på vej. Det glædede jeg mig personligt meget til at se, før jeg havde set noget af det den gode hr. Zombie tidligere havde lavet. Nu har jeg set det, og nu glæder jeg mig underligt nok ikke særlig meget mere.

Det er nu i virkeligheden ikke så underligt. The Devil's Rejects, en direkte fortsættelse af House of 1000 Corpses, er uden tvivl bedre end sin forgænger, men det er langtfra nok til at gøre den til en god film. Historien tager sin start da den storpsykotiske familien Firefly er ved at blive sønderskudt af skydegale politibetjente. Herefter følger en stærkt søvndyssende jagt, hvor skuespillerne står i kø for at være den der overspiller mest, og den ende tungnemme sjofert af en replik efter den anden, får lov til at blive kastet ud i det fri. Men hvad pokker, der er vel stadig nogen der kan få stådreng over at høre bandeord på film...

Indenfor en genre hvor alle hungrer efter at udpensle det ene mere udtværede mord end det andet, virker The Devil's Rejects som et levn fra en anden tid. Jo herregud, der er da masser af blod, afrevne ansigter og bare patter, men der mangler noget helt fundamentalt, karakterer man bare er den mindste smule interesseret i. Når det kommer til stykket, er den drabelige Firefly familie person for person pisse irriterende. Det samme gør sig gældende for sheriffen der jager dem, og derfor fandt jeg hurtigt mig selv sidde og drømme om atomprøvesprængninger i deres nærvær, mens endnu en ubetydelig statistrolle skulle maltrakteres på kedeligste vis.

Vel er det en usmagelig genre, og der skal da sikkert også være dem derude der bliver stødt over The Devil's Rejects, og Zombies uforbeholdne glæde ved død og kneppen. Det bliver bare aldrig rigtig farligt, idet alle involverede personager er så uendeligt ligegyldige, at deres skæbner aldrig bliver andet en uvedkommende. I de senere år har unge interessante navne som Eli Roth og Alexandre Aja flyttet barrieren for hvor grum man kan have lov at være på film, mens man stadig holder fast i den basale historiefortælling. Rob Zombie lader til kun at ville det første, og det er ikke nok. At lave horror der virker, er en kunst i sig selv. Det er ikke nok bare at vise lidt blod, et par patter og en masse dårligt skuespil. Så nej, jeg glæder mig på ingen måde til Halloween længere...