The Devil Inside

"Inspireret af virkelige hændelser". Tryk det på et klistermærke og smæk det på coveret af en hvilken som helst film. Hvilken betydning har det? Ingen.

Hvis man blot lader sig inspirere af virkeligheden, kan forfatterne formidle alle slags fantasier, komplet underordnet kildens sandfærdighed. Og det er lige præcist hvad instruktøren William Brent Bell har gjort med sin pseudo-dokumentariske gyser, The Devil Inside. En film der bruger lydoptagelser fra alarmcentralen, ekspertinterviews, nyhedsindslag og hjemmevideo til at bringe os tættere på djævelen, men trods alskens postulerede forbindelser til virkeligheden er det blot varm luft med hørmen af metangas. En rigtig stinker.

Filmen følger kvinden Isabelli Rossi, vis mor er indlagt på et italiensk mentalhospital efter hun myrdede tre personer under en fejlslagen djævleuddrivelse. Allieret med sin kameramand opsøger Isabelli præsteskolerne i Vatikanet, hvor grænselandet mellem besættelser og mentale sammenbrud diskuteres i teatralske klasseværelser. Hun skaber kontakt med to unge præster, som hævder de foretager djævleuddrivelser uden Vatikanets godkendelse, men naturligvis viser de også, at djævelen er i blandt os og ikke skal forveksles med kortslutninger i menneskehjernen.

The Devil Inside udspringer fra grenene efter Eksorcisten og The Blair Witch Project, svejset sammen i en krøllet kombination. Søde piger der kravler på væggene og taler som en subwoofer er et effektivt skræmmemiddel i teenageværelset, så kombineres filmens misfoster med dokumentarismens realisme burde dæmonernes tilstedeværelse føles stærkere, ikke? Langt fra. Filmen rammer et rev af altoverskyggende mangel på troværdighed, som forværres yderligere af uøvede skuespillere og indstuderede dialoger. Hvis man ikke tror på det, æder man heller ikke filmens løgn.

Det er ganske enkelt filmens alfa og omega der ramler sammen. The Devil Inside bygger hele sin præmis på et underlag af konspirationer i Vatikanet, men amatørhåndværket er simpelthen i A-klassen. I stedet for at lade sig skræmme, forbløffes man over karakterernes enormt dumdristige adfærd og den umiddelbart frie adgang til alle kameravinkler. Filmen er en forkludret omgang famlen og fumlen, som ikke ét minut for tidligt afløses af en udsædvanlig plat og abrupt afslutning, der håner tilskueren med sin letkøbte finale. En frygtelig tynd omgang djævlebryg.