Gamereactor

Gamereactor
Film
The Descent: Part 2

The Descent: Part 2

Kristian tager et kig på efterfølgeren til den klassiske gyser Descent.

Den første Descent film var en stor succes. Med sin blanding af troværdigt, menneskeligt drama og blodtørstige menneskeædere blev den godt modtaget af kritikere. Så da efterfølgeren, The Descent: Part 2, dumpede ind ad brevsprækken var jeg spændt på at se, hvordan de ville overgå den første, velvidende at en god gysers efterfølger plejer at være en filmisk tarmbevægelse.

Sarah er flygtet ud af de underjordiske huler efter begivenhederne i den første film og indlægges nu på et hospital. Alle hendes veninder menes døde og et stort arbejde med at finde ligene i de uoptegnede hulesystemer er i gang. Sheriffen Ed vil have Sarah ud af hospitalet så hurtigt som muligt, så hun kan hjælpe til med at navigere de trange gange. Inden længe sendes hun tilbage til stedet hvor hun stødte på de livsfarlige Crawlers.

Handlingen giver ingen mening, overhovedet. I tidlige scener etableres det at Sarah er dybt traumatiseret og pludselig, baseret på ingenting, mistænker Sheriffen hende for at have slået sine veninder ihjel, derfor skal hun med ned i hulerne igen. Det er et meget fattigt forsøg på at starte en historie.

Fortællingen er spækket med ensidige karakterer, der ikke reagerer realistisk på noget som helst. Og skulle du være virkelig søvnig mens du ser filmen, kan det følgende afsnit være en lille spoiler. Inden de hejses ned i hulerne får Sheriffen at vide af en ekspert, at han ikke må have sin pistol med, siden et enkelt skud kan få hulen til at styrte sammen. Til det svarer Sheriffen: "My gun stays with me!" og man behøver ikke være Nostradamus' afkom for at forudse at han selvfølgelig affyrer pistolen senere så noget af hulen styrter sammen.

Jeg kan i øjeblikke som disse se manusforfatteren for mig der kaster hænderne i vejret og giver op.

Fans af den forrige film vil nok alligevel se den her for at få en ny dosis gys, og de skal også nok blive fint underholdt. Der er masser af gore og de nye Crawlers er afgjort uhyggelige. Til alle andre: bevæg jer i så stor en bue uden om den her film, som I kan.

Ekstramateriale:

Til de hardcore-fans der måtte være interesserede, er der deleted scenes samt en lille serie dokumentarer, der fokuserer på henholdsvis produktionen af filmen, den første Descent, monsterdesignet og karaktererne.

Det er både interessant og deprimerende siden man ved, hvad resultatet af alt deres hårde arbejde desværre er: en uimponerende gyser man glemmer hurtigt.

04 Gamereactor Danmark
4 / 10