The Da Vinci Code

Dan Brown. Han er overalt i øjeblikket. Folk labber hans semi-realistiske bøger om hemmelige selskaber og tempelriddere i sig, kirken tilbyder oplæsningsaftener for at få hans myter og beskyldninger fejet af vejen og boghandlerne udstiller hans seneste bog (der reelt er hans første) Tanakados kode, som var det en decideret opfølger til Da Vinci Mysteriet. Nu kommer så filmen, instrueret af intet mindre end den altid forsigtige og halvkedelige Ron Howard, og den er et perfekt eksempel på, at bøger ikke bare lader sig oversætte til fladskærmen.

Ron Howard er dog af en helt anden mening, for han har stort set klippet scenerne til filmen sammen, nøjagtig som de foregår i bogen. Bagefter har han undladt det, der ikke var fuldstændig nødvendigt og resultatet er blevet en film, der hverken er god nok til fans af bogen eller for folk, der bare vil vide, hvorfor så mange overhovedet har himlet så meget op omkring den. {The Da Vinci Code} er som film lidt af en gåde. Tempoet, der faktisk findes på de tætskrevne sider, er væk, de få facetter, som personerne har i bogen, er udeladt, og i stedet for er der en halvtam historie med en masse forklaringer, men stadig forklaringer, der ikke er i nærheden af den dybde, som bogen fremstiller dem med. Dermed er Dan Browns bogs største omdrejningspunkt, nemlig tankespillet, helt forsvundet.

Historien er dog den samme. Symbolforskeren Robert Langdon kaldes til Louvre, hvor en professor er fundet dræbt. Kriminalbetjenten Bezu Fache har tilkaldt ham med skjulte hensigter, han regner nemlig med at Langdon er morderen. Heldigvis tror datteren af den dræbte professor på Langdon, og sammen med kryptologen Sophie Neveu, stikker Robert af for at bevise sin uskyld. Herfra rodes parret ud i en historie om den forsvundne gral, skjulte selskaber og den trosbundne organisation Opus Dei, altså nøjagtig det samme, som du kan finde i Dan Browns bog.

Men hvor bogen er fyldt til randen med spekulationer og informationer (nogle mere rigtige end andre), så er filmen en omgang overfladisk pladder, der ikke kommer langt i at gengive de mange mysterier. At den så også ender med stort set, at fortælle alle pointer to gange, hvis nu det hele skulle være for forvirrende at forstå, er med til at ødelægge det hele. Men det er bestemt ikke det værste, nej, det kommer når Tom Hanks og følge åbner munden. Dialogen er træg, skrevet uden følelse og leveret med endnu mindre. I The Da Vinci Code læner Hanks sig udelukkende op ad grinmasser og et par monologer, hvor han så skal forundre alle. Imens er Audrey Tautou fuldstændig ligegyldig. Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg har set en skuespiller lægge så lidt af sig selv i en rolle, som hun gør det. Det eneste lyspunkt er Ian McKellen, der fik sin genfødsel i Ringenes Herre-filmene og X-Men, men selv han overspiller til tider sin rolle som gralforsker og særling. Selv Jean Reno, jeg ellers elsker, virker forvirret over, hvem han overhovedet er i filmsammenhænge. Hans motivation er slet ikke til at aflæse på noget tidspunkt, men alligevel jagter han land og rige rundt efter den formodede morder.

Hvordan det er lykkes Ron Howard at tage en bog, der faktisk er skrevet som en cliffhanger (hvert afsnit ender i et mysterium) og så gøre den til en så tempoløs, halvkedelig og mangelfuld film som The Da Vinci Code faktisk er, ved jeg ikke, men det er faktisk ret godt gået. Lov mig at holde dig til Far and Away for fremtiden, ikke, Ron?