The Crazies

George A. Romero er af mange anset som værende faderen til hele zombiegenren indenfor gyserfilm. Den nu halvfjerdsårige filmmager har da også en del klassiske zombiegys på samvittigheden. I 1968 fik vi Night of The living Dead med stavrende langsomme zombier. The Crazies fulgte efter fem år senere, og i 1978 fik vi den groteske kritik af et forbrugersamfund i opløsning med Dawn of The Dead.

Siden dengang er det blevet til en del flere eventyr med hjernejagtende udøde og i år er det tid til en genoplivning af The Crazies og historien om det idylliske landsbysamfund Ogden Marsh, der falder fra hinanden, efter at et biologisk militærprojekt, Trixie Virussen, skaber en ny generation af zombielignende galninge.

Vi følger enkelte landsbyboere, der pludselig "slår klik". Naturligvis er dette bare optakten til endnu en historie om en bunke galninge og den tilhørende fangeleg. Originalen var naturligvis samtidig et nik til datidens Watergate-skandale tilsat en solid omgang paranoia og noget der lignede udøde zombier uden helt at være det. Genfortællingen karrikerer regeringen som det ansigtsløse diktatur uden morale endnu mere end originalen. Historien er ganske enkelt ikke videre original, og det behøver den såmænd heller ikke være til denne slags film.

Det seeren søger er masser af zombier på jagt efter en gruppe overlevende i dommedagsagtige kulisser. Og på den front leverer instruktøren Breck Eisner såmænd ganske godt.

Problemet er desværre at genren forlængst er blevet piftet op af både den komiske Zombieland, den mere intelligente 28 Days Later og den stemningsfulde I Am Legend. Sætter man The Crazies op mod disse værker, falder den hurtigt til jorden.

Ikke kun fordi hver eneste af de førnævnte eksempler leverer bedre bud på genren, men også fordi filmens virus og sygdomsforløbene er forbandet inkonsistente, plottet mangler humor og hele oplevelsen føles som lavbudget uden sjæl. Og så nytter det ikke noget, at der prøves på at indlede historien med lidt M. Night Shyamalan-stemning. Hvad der redder oplevelsen fra middelmådighedens favntag er enkelte glimt af godt skuespil fra Russel Clank som sheriffens medhjælper.

Og så alligevel ikke. For den nuværende instruktør virker mest af alt som om, at han nyder at efterligne det konventionelle gys med høje lyde og klastrofobiske kameravinkler, lige når man forventer det, fremfor at skabe en stemning af troværdig dommedag, som Romero kunne i sin storhedstid. Og det keder i længden.

Har du aldrig set en "zombiefilm" vil du ganske sikkert være godt underholdt af gysene og de letkøbte chockeffekter, og er du typen, der ikke kan få nok af zombielignende masser, så er der endnu en film til samlingen her. Du skal bare være forberedt på, at du ganske sikkert har set bedre eksempler på genren tidligere.

Ekstramateriale:
Intet - og da billedkvaliteten heller ikke behøver en Blu-Ray-transfer for at være i øjet, kan denne skive sagtens indkøbes på DVD.