The Condemned

Jeg har aldrig set en wrestling-kamp til ende, og jeg kan generelt ikke hidse mig op over folk i spandex, der kaster rundt med hinanden og skriger sig hæse, så det var med dirrende hænder at jeg lagde The Condemned i maskinen, velvidende at det amerikanske wrestling-forbund WWF har finansieret hele herligheden. 113 minutter senere var jeg, må jeg indrømme, faktisk meget tilfreds, hverken mere eller mindre. The Condemned opfinder ingen dybe tallerkener, og i store perioder af filmen kan du lede længe efter noget, der minder om rimeligt skuespil, men til trods for disse ting, så var jeg stadig underholdt, på en slags jeg-har-hovedpine-og-hænger-i-sofaen manér

Og det er ikke fordi ideen med The Condemned ikke er set før. En bunke straffefanger sendes til en øde ø med plastiksprængstof om benet og har så 48 timer til at udslette hinanden? Sagde du Battle Royale? Ja, altså minus fangerne, for i Battle Royale er det skoleelever, men ideen er den samme. Men på øen er de altså, fanger der sad på dødsgangen og som nu får en ekstra chance i livet. Det er endda sådan at vedkomne, der står tilbage når timerne er gået, slippes fri og samtidig får en god portion penge med sig. Det hele er sat i stævne af den stenrige Ian Breckel, der ved at gemme sig for myndighederne og udelukkende udsende hele herligheden over Internettet, står til at tjene styrtende med penge, som folk logger sig på og ser tv-showet live.

Jack Conrad (Steve Austin) har dog andre planer, og da han og resten af holdet af straffefanger bliver smidt af på øen, går han bevidst efter dets kommandocenter og røvhullet Breckel. Man skal ikke have en doktorgrad i noget som helst for at regne ud, at resten af The Condemned er slåskamp efter slåskamp. For Steve Austin falder det helt naturligt, mens resten af holdet ser noget kiksede ud - specielt den tidligere fodboldspiller og gavflab Vinnie Jones, virker malplaceret i det hele, og det er til trods for at han sammen med Steve Austin er filmens bærende "stjerner". Vinnie Jones kan ikke slås. Punktum.

Hvad der også er underligt sært, er budskabet med The Condemned. Som du kommer længere og længere ind i filmen, bliver de moralske pegefingre stadig større og større - og på et tidspunkt slås det nærmest med pinlighed fast, at vold og mord ikke er underholdning, og at vi skal passe på med ikke at lade vores voyeur-tendenser løbe af med os. Samtidig siger den, at medierne ikke skaber behovet for volden, men at det er seeren, der vælger at svælge i det - vi mangler en højere moral. Budskabet er som sådan klokkerent, men det virker malplaceret i en film, der i den grad er båret af vold og som tydeligvis godt ved, at det hele bare er sjov og ballade.

The Condemned skriver ikke filmhistorie, men kan du se noget lettere fordummende og hygge dig på en trist søndag, så kan WWF-forbundets film godt smides i afspilleren.