Test: Sony Ericsson W960

Grunden til jeg siger det, er først og fremmest den trykfølsomme skærm, og ikke mindst måden man bruger den på. Menuerne er de samme, bortset fra Walkman-delen, som ikke var at finde i P1. Designet er overordnet lidt mere afrundet og lækkert i denne telefon, og den sorte farve med den hvide stribe rundt i kanten, giver et frækt og smart udtryk.

De to modeller henvender sig til to forskellige målgrupper. P1 er til kontor-folket der vil have kontorprogrammer, visitkortscanner og stor browser i lommen, og W960 er til de yngre brugere som ikke gider slæbe rundt på flere enheder, og også vil bruge deres telefon som MP3-afspiller. Og det er præcis hvad W960 er - en MP3-afspiller - med indbygget telefon.

Tastaturet på W960 er som vi normalt ser det på mobiltelefoner, og ikke den samme mærkværdige halvløsning fra P1. I midten er der desuden en dedikeret Walkman-knap, og i bunden af skærmen får man yderligere et par specielle knapper til musik, når walkman-programmet kører. Knapperne på telefonen har jeg desværre ikke været særlig tilfreds med. Om det er en produktionsfejl eller bevidst, skal jeg ikke kunne sige, men knapperne i venstre side sad en smule løst, og regerede lidt underligt når man trykkede på dem. I venstre side sidder der et navigationshjul, og hvorfor i alverden sidder det der? I min verden skulle det have siddet i højre side hvis jeg skulle have brugt det, og jeg brugte derfor ofte bare fingeren direkte på skærmen til at scrolle i stedet.
I højre side sidder to knapper til at skrue op og ned, og så er der kameraknappen.

Som jeg sagde før, er menusystemet nogenlunde det samme som i P1, og det er både godt og skidt. Mange gange sad jeg og ledte længe, blot for tænde for bluetooth eller lignende, og nogle gange valgte jeg at give helt op. Ja, måske er jeg bare utålmodig, men jeg vil stadig holde på at det sagtens kan lade sig gøre at lave et logisk menusystem som er let at finde rundt i. Og det er ikke fordi Sony Ericsson ikke kan finde ud af det, de har bare glemt at implementere det i denne telefon.
Når man eksempelvis skal skrive en sms, går man naturligvis ind i "sms-programmet". Gemmer man uden at sende ryger den i kladde-mappen. Vil man ind i kladdemappen skal man dog lige igennem et par undermenuer, for telefonen kan kun vise en mappe på skærmen ad gangen. Det forekommer mig underligt besværligt at tingene er lavet på den måde.
På den gode front har de dog presset mange funktioner ind i systemet, og walkman-programmet som er helt anderledes og kører ovenpå, fungerer rigtig godt.

Kameraet i telefonen er på 3.2 megapixel, og kan når forholdene er til det, tage nogle ok billeder. Der er dog stadig en del støj i billedet, og mørke plamager bliver let grumsede at se på. Der er ingen blitz, men kun fotolys, og de er ikke meget bevendt i mørke situationer.

Telefonens walkman-del er noget af det mest vellykkede ved modellen, og med de 8GB den har indbygget, er der også plads til rigeligt med musik. Den organisere musikken for dig, og at bruge spillelisterne er også dejlig nemt. Det er her telefonens force ligger, og det er primært på grund af hukommelsen at man skal vælge denne telefon.
Netop derfor syntes jeg det er en lidt sjov at Sony Ericsson har valgt at bruge samme skærm og interface fra P1.

De to telefoner har så forskellige målgrupper og dermed også brugsmønstre, og det giver i min verden ikke mening at blande det sammen.

Ja, telefonen ser umiddelbart lækker ud, men det der gemmer sig under overfladen kan hurtigt blive et frustrerende bekendtskab.

Jeg har længe gerne villet ha en lidt mere avanceret mobiltelefon - en smartphone. Da jeg så P1 i sin tid, regnede jeg med at den indeholdt meget af det jeg ledte efter. Men efter at have haft den til test i et par uger, ville jeg absolut ikke have mere med den at gøre.

Problemet består i at jeg vil have en telefon der er lige så nem at betjene som en gammel Nokia 3210, men med så mange funktioner proppet ind i sig som muligt. De to ting harmonerer desværre ikke i W960. Telefonen kan rigtig nok meget, og med den store hukommelse, store skærm, ok kamera og så videre, er der lagt i kakkelovnen til noget godt. Det spænder navigationen dog desværre ben for med det kluntede og træge menusystem, og helhedsoplevelsen er et blandingsprodukt der hverken er fugl eller fisk.

Det er svært at navigere med fingrene, og man trykker meget ofte forkert. Fingeren er for stor, og skærmen kører i for høj en opløsning til den slags. Alternativt kan man selvfølgelig bruge stylus-pennen, og så er jeg netop fremme ved min pointe. Hvor mange køber en musiktelefon, for så at navigere rundt i den med en plastik-pen? Måske kontor-uglerne... men ikke de unge der vil bruge den som MP3-afspiller.