Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Sony Ericsson W710i

Test: Sony Ericsson W710i

De fleste af os ejer efterhånden en MP3-afspiller og en mobiltelefon, og som det ser ud i øjeblikket, smelter disse 2 produkter mere og mere sammen. Walkman-serien fra Sony Ericsson får nu tilføjet en model specielt udviklet til fitnessfolket. En mobil til dem som både vil have musik og kalorieafbrændingsstatistikker lige ved hånden.

W710i fra Sony Ericsson er en klaptelefon i samme design, som vi har set tidligere fra firmaet. De bløde linier, her i en perlemorsfarve udgave med et strejf af enten orange eller lilla, tiltaler tydeligvis primært det kvindelige publikum, men man skal nu som mand, ikke helt fraskrive sig W710i på grund af det ydre.

Da telefonen henvender sig til de aktive mennesker, er der selvfølgelig gjort plads til taster på fronten, så den kan betjenes, uden at man lukker den op.
Displayet på fronten er monokromt og har en orange farve, der står godt til de orange linier i telefonen; Her kan man se de samme informationer, som når telefonen er åben.

Når man derefter lukker telefonen op, får man først øje på farveskærmen på 1,9-tommer.
Tasterne sidder med tilpas afstand fra hinanden, og telefonen er ganske behagelig at skrive på. I overensstemmelse med det ydre design er der selvfølgelig orange bagbelysning i tasterne.

Fordi telefonen i realiteten er en videreudvikling af tidligere modeller, indeholder w710i ikke nogen ny måde at navigere rundt i telefonen på. Der er dog blevet tilføjet nogle nye softwareapplikationer som f.eks. fitnessprogrammerne, en RSS reader samt Track ID.

Netop fitnessprogrammerne fungerer i forbindelse med den indbyggede skridttæller. Her kan man måle hvor mange kalorier, man forbrænder per dag og siden hen følge sin fremgang via tal og grafer. Det kan være en nyttig funktion på en mobiltelefon, når man gerne vil holde formen eller bare komme i form.

W710i er som sagt også en del af Walkman-serien, hvilket betyder at der findes dedikerede musikknapper. Det fungerer ganske upåklageligt, og det er let at finde rundt i den musik man har lagt ind på telefonen. Jeg har primært brugt den indbyggede højtaler hvilket tydeligt afslørede manglen på bas, men det kunne man vel have forventet. Overførsel af filer foregår via et medfølgende USB-kabel.

Telefonen har, som så mange andre modeller i dag, et indbygget kamera, her på to megapixel, og det giver nogle udmærkede billeder, så længe lysforholdene er i orden. Dog er der ikke blevet plads til enndbygget blitz.

Med telefonen følger et 512 MB hukommelseskort og et armbind. Hovedtelefonerne er desuden konstrueret på en sådan måde, at en stor bøjle går bagom øret, og holder høretelefonerne godt på plads. På den måde kan man spænde telefonen om armen og løbe sig en tur, uden at skulle tænke på hverken at tabe høretelefonerne eller selve mobiltelefonen.

Kort fortalt er det en ganske lækker telefon Sony Ericsson har fået skruet sammen. Der er ikke de store nyskabelser, udover fitnessdelen, men de ting den byder på, gør den til gengæld godt.
Designet kender vi allerede, men det er blevet pudset lidt af i kanterne og har fået tilføjet lidt ekstra knapper. Resultatet er en lækker klaptelefon med masser af muligheder, og selvom man ikke er til fitness, burde man blive godt tilfreds med W710i.

Sony Ericsson W710i koster lige knap 2.200 kroner uden abonnement.