Test: Sony Blu-Ray BDP-S1E

Ideen var egentlig at det kun var Blu-Ray-afspilleren der skulle anmeldes, men da det i testens forløb viste sig, at fjernsynet bestemt også kunne slå fra sig, valgte jeg at lave to anmeldelser. Her kan læse anmeldelsen af Sony Bravia 40W2000.
Her er det dog Blu-Ray afspilleren det handler om, så her kommer mine oplevelse med BDP-S1E, SONYS nye blåstråle kæledægge.

Stort er ikke altid godt

Det første man gør når man modtager elektronik til anmeldelse, er selvfølgelig at pakke det op - noget der har udviklet sig til en nærmest rituel handling hos mig. Der ryddes en plads på bordet, kaffen brygges, og næsten andægtigt pakkes det nye vidunder ud af kassen - gerne med en vis forhåbning om at se et designmæssigt vidunder, eller i hvert fald ikke en designmæssig katastrofe. For det var hvad der kom ud af kassen her - en designmæssig katastrofe.

En god kammerat undrede sig over, at SONY havde sendt mig, hvad der i størrelse, mest mindede om en Betamax-afspiller. På trods af mediets diminutive størrelse kræver teknologien åbenbart, at man pakker teknikken ind i et monster af en kasse. Størrelsen er ikke nødvendigvis et problem, men kassen lider under det problem, kasser nu engang har - de er grimme. Maskinen forsøger, gennem forskellige lysmæssige fiksfakserier, at fremstå som en eksklusiv udvidelse af din tv opstilling, men fejler, i mine øjne, grusomt. Displayet fremstår med sine store retrotal, som noget man kunne finde på et digitalur fra halvfjerdserne, og de hjælper desværre kun med til at understrege den store front.
Efter at have sundet mig over det umiddelbare chok størrelsen giver, konstaterede jeg stille, at det jo ikke var maskinen der skulle kigges på - heldigvis.

Men hvad kan den?

Bag på maskinen har man, måske på grund af den rå mængde plads det store design efterlader, kræset om den kritiske bruger, og du kan finde mere eller mindre alle de tilslutninger, du kan forestille dig. Analoge og digitale udgange, HDMI, component og composite - og de er alle forgyldte. Afspilleren byder endvidere på en lang mængde indstillingsmuligheder: Alt lige fra opløsning (fra 480i til 1080p) og hvidbalance, til højttaleropsætning og lysstyrken i displayet.

Mulighederne for den uerfarne bruger er noget uoverskuelige, og selv om manualen er på dansk, er det næsten for overvældende. Men har man evnerne, og ikke mindst tiden, kan man med en fornuftig indsats få spyttet et billede over i sit fjernsyn, der er absolut fremragende. Detaljegraden er imponerende, og panoreringer foregår silkeblødt og uden den alt for velkendte hakken, tears om man vil. For de rigtige aficionados findes desuden muligheden for at afspille filmen i de tiltænkte 24 billeder pr. sekund.

Da maskinens pris ikke just er et greb i lommen, vil det naturligvis være interessant at sammenligne billedet på afspilleren, med billedet fra SONYs egen Playstation 3. Et hurtigt overblik afslører ikke de store forskelle, men hvis man tager sig tiden og nærkigger billedet, finder man alligevel, at den dedikerede Blu-Ray afspiller leverer et farvemæssigt lidt mere mættet billede. Endvidere viste den billedet med en smule mere klarhed - detaljer som blade på træer, ansigtshår og fnuller på tøj fremstod simpelthen tydeligere. Forbedringerne over ps3'eren var dog minimale, og hvis du allerede ejer en Ps3 er der bestemt ingen grund til at opgradere.

Til gengæld fungerer maskinens opskaleringsdel fremragende. Afspilleren formår at puste nyt liv i gamle billeder, så selv halvdårlige indspilninger som Eddie Izzards shows formår at se fornuftige ud på en stor skærm, og hvis du endvidere hiver flot indspillede film som for eksempel The Matrix frem, får du virkelig valuta for pengene - også i forhold til Ps3. Det er en disciplin den i høj grad mestrer - så hvis du har en omfattende DVD samling, der skal vises på din nyindkøbte storskærm, så hjælper den her afspiller så sandelig på kvaliteten.

En pudsig ting er, at det tager lang tid at boote afspilleren op. Fra man trykker på powerknappen, til den rent faktisk er klar til at afspille en film, går der over et minut. På den samme tid kan man nå at tænde sin Ps3, loade en Blu-Ray film og næsten poppe popcornene. Hvorfor det skal tage så lang tid forstår jeg ikke, men det er en kilde til irritation hver gang man tænder den - og det er ikke just fordrende for blære-værdien når folk tror din nye maskine er gået i stykker, allerede inden den er tændt.

For hvem og for meget?

Jeg ejer i forvejen en Ps3, og den kvalitetsforskel der er fra den, og til den testede afspiller, er simpelthen for lille til at jeg vil betale hvad den koster. At afspilleren samtidig har et design, der tydeligvis er lavet i den samme tåge som Playstationens, gør heller ikke dette til et argument for at købe en. Hvis man derimod ikke har en Ps3, er den bestemt ikke noget skidt valg. Dens lange opstartstid til trods, er maskinen en fornøjelse at bruge, og de logiske menuer og den fremragende billedkvalitet er bestemt pengene værd.

Der er dog enkelte detaljer, der bekymrer en jævn mand som mig. Sætter du dig for at få presset den oplevelse ud af afspilleren, som den rent faktisk kan levere, kræver det efterhånden den lille ingeniør-eksamen. Mængden af indstillinger er imponerende såvel som skræmmende, og kombinerer man afspilleren og TV'ets muligheder, er opgaven næsten umulig for lægmand.

Og således kan jeg, efter en tid med de to stykker elektronik i mit hjem, ikke lade være med at spørge mig selv: Hvem forestiller SONY sig egentlig køber disse produkter? De er helt klart ikke i en kategori der tiltaler hverken den fattige student, eller det velhavende midaldrende ægtepar med en velvoksen friværdikonto. Måske henvender de sig grundlæggende til sådan nogle som dig og mig, unge mænd, der ikke er bange for at pantsætte cyklen og leve af pasta og ketchup i måneder - bare for at kunne se 300 i fuld HD? Jeg ved jeg er klar, men mon min kone er?