Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Philips AMBX Premium Kit

Test: Philips AMBX Premium Kit

Hvis du kender Philips fjernsyn med blinkende dioder på bagsiden, så har du allerede en idé om hvad det her handler om. Sættet her skal give en totaloplevelse når du spiller på din pc, og tilføjer nogle af de elementer som vi har lært at kende via deres tv, og tilfører også nogen nye, nogen mere mærkværdige end andre.

Lad os starte ved begyndelsen. Grundessensen i sættet her er de to højtalere, der kan være flere, som hver i toppen har nogle indbyggede dioder som kan lyse i flere forskellige farver.
Med højtalerne følger der en kæmpestor subwoofer og en ekstra diodelampe som stilles lige bag din skærm. Idéen med dioderne er den samme som med deres Fjernsyn - at udbrede skærmarealet ud på væggen, og indlemme spilleren/seeren mere i hvad der foregår på skærmen. I PC-versionen kræver det desværre en hel del af spiludviklerne, og systemet kan ikke bare sådan lige sættes til at blinke i alle mulige farver. Eller det vil sige, det kan det godt, men det vi vil have er jo netop at de følger farverne på skærmen. Lyser skærmen op i et hvidt lyn, skal højtalerne også afgive et hvidt lys, er skærmen grøn skal de lyse grønt også videre. Det kræver at spiludviklerne har indbygget support for dem i deres spil, og det er der endnu forbavsende få der har - det var ærgerligt. Af samme årsag blev jeg slemt skuffet da jeg ville se nogle DVD-film med lysshowet slået til - endelig skulle jeg opleve Philips Ambiligt derhjemme (selvfølgelig i mindre format) men som i nok kan forstå, skete der ikke en fløjtende fis. Det er hamrende ærgerligt, og når det kan lade sig gøre med deres tv, burde det også kunne lade sig gøre på en computerskærm, selvom det er fritstående dioder.

Højtalerne kan også lyse op når du spiller musik, men heller ikke her lader der til at være stor sammenhæng imellem hvad der foregår på skærmen og de farver og det tempo der kommer fra højtalerne. Skuffende.

Som tillæg til sættet med højtalerne finder vi et sæt med to små blæsere, og en såkaldt rumblebar, som simulerer den effekt vi kender fra controllerne til konsollerne. Du har den liggende under tastaturet, og den ryster og gir sig så når det er brug for det, og du mærker det i håndfladerne. Javel. Har vi brug for det? Og så er der blæserne, de er straks lidt mere besværlige at forklare. Som man kan gætte sig til, blæser de luft i hovedet på dig, og det er tanken at de skal stå ved siden af højtalerne. I de par spil jeg prøvede var de ikke just meget i brug, og når de var, kunne de lige så godt være slukket. Det er en gimmick, og ærlig talt ikke noget jeg ville betale ekstra for, hvorfor et af de mindre sæt sagtens vil kunne gøre det ud for det samme.

Rumblebaren kan jeg forstå, netop fordi denne funktion allerede har været på markedet længe, men blæserne er lidt for alternative til min smag. Hvad bliver det næste? Små beholdere med dufte så slippes løs i højtalerne, og når du så render rundt på et toilet i Doom 4 eller Half-Life 3, så lugter der bogstavelig talt af l... nej spøg til side. Jeg kan bare ikke se hvad de skal være der for.

Dioderne er dog gode nok, og dem ville jeg sagtens kunne vænne mig til, havde jeg haft mere tid til at lege med sættet, og flere spil der understøttede det. En vigtig ting man også bør nævne er prisen. Philips AMBX fylder meget, og koster desværre også en del. Sættet vi havde til test, Premium Kit, koster lige knap 4.000 kr. hvilket er en stor ekstraomkostning til en i forvejen dyr hobby.

Min endelige konklusion på Philips AMBX må derfor være at jeg faktisk syntes idéen er rigtig god, til trods for lidt overflødigt lir. Som vi har set det mange gange før, halter det desværre med understøttelsen, og sættet kommer derfor ikke så ofte i brug, hvilket er ærgerligt. Det vil naturligvis holde mange fra at købe det, og det fortænker jeg dem ikke i. Ligesom Ageia Physics kortet til PC, var der ikke nok spiludviklere der gad understøtte det, og jeg kunne godt forestille mig at Philips AMBX havner i samme skuffe, for hvem gider have et avanceret lysshow som ikke kan bruges til andet end at stå og blinke, vel at mærke ikke i takt til musikken.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Giver en ekstra dimension til spillene, Udemærket lyd i højtalerne
-
Alt for dyrt, For få spil understøtter sættet,