Test: Nokia N96
Nokia bygger videre på deres populære N-serie og vi er nået til nr. 96 i rækken, og så alligevel ikke helt.
N96 bygger videre på det design vi efterhånden har set på de fleste af finnernes topmodeller det seneste års tid, N81 og lignende, og har kun slidefunktionen til fælles med forgængeren N95. Hele fronten er flad, og kun firvejstasten stikker en smule op fra den sorte overflade. Der er dog knapper gemt under overfladen, og de lyser op når de skal bruges. Overfladen kan slides både op og ned, og afslører henholdsvis tastatur i bunden, og multimedieknapper i toppen.
N96 er proppet med funktioner og præsenterer alt hvad Nokia at gøre med på nuværende tidspunkt.
Der er GPS med Nokia Maps, spilbutikken N-Gage, 16GB lagerplads til musik, 3,5mm minijack stik, 5-megapixel kamera, og som noget nyt, en DVB-H digital TV-tuner - som intet er værd i Danmark før en gang i 2010.
Og så skulle man jo tro at alt var den rene idyl. Alt i én og samme pakke. Det er det bare ikke. Nokia N96 skulle have været det ypperste, men lider af nogle alvorlige design og materialevalg, og ender derfor som et ganske middelmådigt produkt, og er altså slet ikke en topplacering i firmaet portefølje værdigt.
Lad os starte med designet. Jeg har før været efter Nokia for denne type flade design. Der er ikke noget der adskiller de knapper du skal trykke på, og man ender ofte med at trykke forkert. Dette gælder både på fronten og selve tastaturet. Så er der materialevalget. Telefonen er lavet af det pureste plastik, og til forskel fra N95, som i 8GB-udgaven havde en gummi-bagsiden og dermed et lækkert feel når man holdt den i hånden, virker denne bare billig og skrøbelig. Et genialt eksempel på hvor ringe den er, kan du se i en af mine udsendelser fra GRTV, hvor jeg hiver bagpladen af ved et svagt ryk i den lille fod på bagsiden. Det er bare ikke godt nok.
Kamereaet i telefonen er ligeledes ikke hvad jeg havde håbet. Der er rigtig nok tale om et 5-megapixel kamera, men de billeder man ender ud med, især indendørs, er ikke særlig gode. Det tager lang tid at fokusere, og alligevel endte jeg ofte med udtværede billeder. En anden ting der er værd at nævne i forbindelse med kameraet, er at det til tider slet ikke fungerede. Om det var på grund af en ustabil software ved jeg ikke, men jeg var et par gange ude for at måtte genstarte telefonen helt før jeg kunne bruge kameraet - underligt"
Skærmen har ligeledes skuffet mig - den er godt nok stor, men opløsningen ikke særlig høj, og ikoner på skrivebordet fremstår grynede og udtværede på samme tid.
Styresystemet er det samme gode gamle Nokia vi er vant til og trygge ved, på godt og ondt. Personligt er jeg nemlig godt træt af det, og så gerne de prøvede noget nyt. Nogle funktioner kræver simpelthen for mange tryk.
Lidt godt er der dog at sige om N96, og her vil jeg eksempelvis nævne GPS-delen. Den fungerede ganske godt, og selvom jeg ikke er den store tilhænger af Nokia maps og den manglende turn-by-turn navigation, fungerede det alligevel fint efter hensigten. De mange funktioner må desuden stadig stå som et plus. Her får du alt man overhovedet kan proppe i en mobiltelefon i dag.
Alligevel må jeg dog sige at jeg er skuffet over Nokia N96. Den første N-serie model, N95, var revolutionerende i kraft af sine mange funktioner, og 8GB udgaven pudsede modellen af så vi fik et mere helstøbt og lækkert produkt. Her i dag sidder vi så med nyeste model, og der er ikke sket ret meget udover et nyt design, som jeg desuden ikke bryder mig om. Det er ikke nok at Nokia propper så meget i pakken som muligt, uden at tænke på hvordan den fungerer i praksis. En telefon i denne prisklasse må bare ikke føles som en simpel opdatering, og det føler jeg desværre den gør. Lad os i stedet håbe deres 5800 XpressMusic bliver et mere interessant bekendtskab.
Gamereactor Danmark