Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Nokia N78

Test: Nokia N78

Flot udenpå, men åh så grim indvendig.

Jeg ved godt ,at man aldrig skal røbe konklusionen i indledningen til en anmeldelse, men her vil jeg gøre en undtagelse. Jeg vil gøre en undtagelse fordi, at al den tid man kan slippe for at tilbringe sammen med den her telefon, er god tid. Hvis du bare sparer dig selv for 2 minutter i selskab med den her telefon, så er du blevet et bedre menneske. Med andre ord: Den her telefon er så dårligt udført, at bare det at eje den vil gøre dig til et indadvendt, misantropisk misfoster. Denne telefon gør dig til et dårligere menneske.

Hvordan den her ynkelige undskyldning for et kommunikationsværktøj er sluppet igennem Nokias test-afdeling, kan forhåbentlig kun tilskrives ondskab fra den ondeste, onde selv. For at tage penge for at smide så meget ulykke i hovedet på andre, er noget, kun djævlen må kunne finde på. Og som fristeren selv, så er telefonen fyldt med løfter om glæde, lykke og evige regnbuer. Men præcis som ventet, når man handler med djævlen, så er virkeligheden en vandring i afgrundsdyb frustration og ærgrelse.

Men for ikke at være helt urimelig så lad mig starte med det gode først: Den er pæn. Og man kan bruge den medfølgende emballage som kattebakke. Bortset fra det, så er det meget svært at finde formildende omstændigheder ved telefonen her. Tasterne er meget små, og ikke altid responsive, den crasher 2-3 gange om dagen, den hænger så meget i menuerne, at man skulle tro det var en windows-mobile telefon, og når man håndterer den, så knager den så man er nervøs for, at den skulle spontan-implodere. Den udstråler dårligt håndværk i en grad, så selv håndværkerne i DR-byen ville være stolte over deres overdrevne tæft. Ikke én ,der har rørt ved den, har sagt noget positivt om den. Ord som "billig", "ussel", "knirkende skrammel, og "miljøfarligt affald" er blevet brugt flittigt.

Selv umiddelbart gode ideer, som den touchfølsomme navigationstast, har Nokia formået at begrave dybt i et lag af rendyrket inkompetence. Efter at have forsøgt mig med den fejlagtige feature i en uge, måtte jeg til sidst kapitulere og slå den fra. Den er fuldstændig autonom, og den er cirka ligeså tilregnelig som en fuld autonom på en bunke nyopgravede brosten. Det gør dog ikke det store, for den frustration man føler her falder fint i spænd med den generelle brugeroplevelse.

Det er brand-ærgerligt, for telefonen er ellers spækket med alt fra gps, til internet-radio, men man gider bare ikke bruge det, når den hele tiden arbejder imod en. Jeg kan ikke fungere med en telefon, der crasher i tide og utide. Specielt ikke når vi er nået dertil, hvor telefonen er en så integreret del af ens hverdag, som den er nu. Jeg bruger min telefon til alt, og jeg har netop oplevet en situation, hvor det ville have været lettere at slæbe en reel papirskalender, en gps, og en nokia 3310 med i lommen, end at få den her bunke knirkende møg til at fungere i en travl hverdag.

Jeg kan varmt anbefale den her telefon til glødende maschochister, depressive der mangler det sidste skub, eller som en absolut hadegave til din værste fjende. Os andre må bare bede til de højere magter om, at vi aldrig igen skal tvinges til at bruge en så dårlig telefon. Så hellere sende røgsignaler.

02 Gamereactor Danmark
2 / 10
+
udseendet
-
det meste