Test: Nokia E65
Så er Nokias nyeste mobiltelefon til business-folket blevet testet! Og en endda af en fyr, der som udgangspunkt ikke er videre fan af businessmobiler - man er vel af Nik & Jay generationen... eller er jeg? Det skal jeg nok vende tilbage til senere.
Første indtryk af telefonen er ganske simpelt: "Waaauw!". Jeg må give den, at den ser umanerligt godt ud, når den bare ligger der og gør sig til. Størrelsen alene fortæller hvad Nokia gerne vil have os til at se - 105x49x15,5mm's rå business. Den er tilpas stor til at man kan tage den seriøst, men samtidigt er den lille - faktisk meget lille af en slidetelefon at være. Den ligger rigtigt lækkert i hånden og finishen er virkelig nice, og den læderagtige bagbeklædning er helt rigtigt set af Nokia.
Det næste, der fanger din opmærksomhed, er skærmen, og hvilken skærm. 240 x 320 pixel er ikke en urimelig skærm at arbejde med. Den kan vise op til 16,7 mio. farver, hvilket får mere eller mindre alt til at se ekstra wellness-agtigt ud. Skrifttyperne er flotte og oversigten over dine sms-beskeder får dig da også til at føle dig ekstra cool, da de bare står remset op med en lille lækker skrift. Det var lidt af en kamp at få fyldt den liste op - der er plads til et par enkelte sms'er.
Til ens store glæde, er forsiden af mobilen ligeledes prydet en række fikse genvejstaster, der gør livet meget nemmere og letter betjeningen af telefonen, så slideren ikke hele tiden skal på arbejde. Men det er faktisk en forbandet skam for slideren er kram. Man skulle tro at den gamle Mckinney Møller selv havde sat standarden for kvaliteten. Det er en fornøjelse at åbne telefonen - det går helt gnidningsløst og der er intet som virker skrøbeligt. Det er godt solidt håndværk. Sådan Nokia!
Menuerne er som altid med Nokia, lækre, men har lige fået et pift med opløsningen, så det er en fornøjelse at scrolle rundt i dem. Tastaturet har en fin størrelse og tasterne er til at få ram på en ad gangen - selv med mine fingre - og styrepinden i midten guider dig fint rundt i menuen. Og da det er en udpræget businesstelefon, er der meget at tage fat på. "Business"-mappen fungerer rigtigt godt og jeg kunne uden problemer synkronisere med min computer og sætte mail op. Og den kan lidt af hvert, den kære telefon. Nokia E65 er en såkaldt Quadband telefon der understøtter GSM 850/900/1800/1900 foruden også GPRS, EDGE, 3G og ikke mindst W-LAN. Selvfølgelig er der stadig de gængse tilslutningsmuligheder som Bluetooth, Infrarød og USB 2.0. Hukommelsen er ifølge Nokia ved leveringen ca. 50 Mb, hvilket jo ikke ligefrem er en herlighed. Der er mulighed for at sætte et microSD-kort i, hvis man er typen der godt kan lide musik og knipser et par billeder hist og her.
Hvilket galant bringer mig til kameraet. Der er ikke nogle store overraskelser her. Nokia har meget fornuftigt valgt at satse på det der virker - et glimrende 2.0 megapixel kamera. Billederne egner sig måske ikke til print, men jeg må indrømme at den store skærm og den fine opløsning gør det altså lidt sjovere at tage billeder og optage videoer.
Men gennem min vej gennem de mange funktioner i telefonen opdagede jeg en ganske finurlig funktion, der pludselig åbner for en helt ny målgruppe. Telefonen kan gudhjælpemig tale! Og tror du ikke at hvis du savner lillemor lidt at du kan lave den om til en damestemme.... jo jo jo jo! Det er liiiidt syret. Nu kan de blinde også få lumre sms'er! Sådan én skal min blinde søster da have!
Noget af det sidste og også ganske interessante ved telefonen, er batteriet. Min første tanke var at der måtte rigeligt med tale- og standbytid i denne model - og jeg blev ikke skuffet. Jeg benyttede den en hel arbejdsuge (5 dage) på én opladning. Jeg snakkede vel i snit 30-45 min effektiv om dagen og den holdt hele ugen. Det er ret godt gået i min bog. Nokia anslår levetiden på standby til at være 7-11 dage... 11 DAGE! Du kan tage på ferie 10 dage til Hartzen på camping og sms vildt og blodigt til vennerne på én eneste opladning. Der er sgu stærkt!
Men hvad er så det overordnede indtryk af E65. Det er ganske nemt: "Den er go'!". For det er den virkelig. Der er ikke meget at sætte fingeren på. De eneste ting, er sikkert kun småting som jeg - barn af Nik & Jay-generationen - finder irriterende.
Nu er jeg sådan en type der har skægskubber og de passer perfekt ind i samlingen mellem tastatur og telefonbeklædningen, så når telefonen fjernes fra kinden efter opkald, fjernes der ligeledes et passende antal skægstubbe... det gør nas!!! Samtidigt ynder jeg at benytte min telefon som vækkeur men det er ikke så simpelt i E65'eren. Først skal du finde alarm og det var ikke det nemmeste. Dernæst er det så irriterende indrettet, at den ikke gentager sig dagen efter - den skal manuelt indstilles hver dag, forudsat at man selvfølgelig har slået den fra når den har ringet. Og så kan den ikke løbe fra at jeg synes den er stor. Jeg ved godt at den er ganske lille i forhold indhold og funktioner, men det er stadig i min verden en stor telefon at have i lommen.
Men, men, men skulle jeg skifte fra min nuværende lille tynde mobil a la mode Nik og Jay wanabe til en fornuftig telefon, der kunne hjælpe mig gennem min tiltagne stressende hverdag, ville jeg absolut skele mere end en enkelt gang til E65 - den er go'!