Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Nokia 5320

Test: Nokia 5320

Jeg har ikke haft en Nokia-telefon siden jeg fik min første mobiltelefon, en Nokia 3310. Jeg har simpelthen syntes de var for kedelige, og er i stedet gået i retning af Windows Mobile telefoner, og har senest investeret i en iPhone fra Apple.

Jeg var derfor spændt på om Nokia 5320 kunne ændre mit syn på verdenen og få mig til at overveje en model fra Nokia, når jeg næste gang skal på jagt efter en ny mobiltelefon.

Først indtryk er dog ikke for godt, og da jeg tager telefonen i hånden for første gang står en ting klart - telefonen er stort set udelukkende lavet i plastik. Jovist, plastik er et fremragende materiale til mange ting, men det oser ikke ligefrem af kvalitet og eksklusivitet som jeg forventer når jeg har været ude at bruge alle mine sparepenge på en ny telefon.

Jeg sætter mit simkort i telefonen og får den første overraskelse. Det første spørgsmål jeg bliver mødt af er om jeg ønsker at telefonen automatisk skal ordne mine indstillinger til internet og mms. Jeg svarer ja og nu er jeg lige pludselig klar til at sende og modtage mms samt surfe på nettet. Alt sammen uden jeg selv har indtastet de forskellige data på telefonen. Jeg ved ikke hvor længe Nokia har kunnet dette trick. Men det virker, det er brugervenligt. Ja det er faktisk genialt.

Nu er jeg så nået så langt at jeg skal til at skrive en SMS og det er virkelig ikke imponerende. Tasterne er ikke specielt "dybe" og de har samtidig forskellige former, og selv når man har lært at beherske de fysiske skavanker, er der stadig et problem - tasterne er langsomme. Man er nød til at sætte hastigheden ned når man skriver, for telefonen kan simpelthen ikke følge med.
Min opfattelse er at denne telefon appellerer til de personer som SMS'er en del, og her vil dette være meget frustrerende. Bortset fra SMS-delen fungerer resten af Nokia 5320s telefon-funktioner uden problemer.

Nokia 5320 er en del af Nokias lineup af musiktelefoner, og er derfor udstyret med taster på siden, specielt til at styre medieafspilleren. Jeg er modstander af tvungen software - altså noget software der skal installeres for at kunne synkronisere med en computer. Jeg satte telefonen til det medfølgende USB kabel. Så fik jeg 4 valgmuligheder og valgte så at jeg ville foretage en medieoverførsel. 5 minutter senere havde jeg musik på telefonen.

Telefonens indbyggede højtaler spiller ret højt, ikke specielt detaljeret, men højt, og hvis man synes det er sjovt at høre musik via de indbyggede højtalere, er der rig mulighed for det. Jeg må dog erkende at jeg faktisk ikke kan komme i tanke om nogen mobiltelefoner der er i stand til at afspille lydfiler særlig detaljeret via den indbyggede højtaler, og kan ikke anbefale at man lytter til musik på den måde.

Telefonen har, ligesom de øvrige telefoner i Nokias musik-serie, et minijack-stik i bunden, hvilket betyder at du kan bruge dine favorit-hovedtelefoner sammen med telefonen. Det medfølgende "joystick" kan bruges til at besvare opkald og lignende, og passer ligeledes til de fleste hovedtelefoner.

En ny ting ved netop denne model, er at den bruger stemmegenkendelse til at finde det musiknummer man ønsker at høre.

Mine oplevelser med denne funktion er rimelig gode. Engelske navne finder den. Tyske navne finder den. Men den er ikke så god til dansk. Det er selvfølgelig ikke så spændene set med danske øjne, og slet ikke i en tid hvor dansk musik gør det super godt.

Selvom jeg som sagt er positivt overrasket over denne funktion, er jeg dog samtidig i tvivl om hvad jeg egentlig skal bruge funktionen til. Det er meget smart når man lige skal vise omgangskredsen hvad ens nye mobiltelefon kan, men når jeg eksempelvis sidder i bussen og hører musik, bryder jeg mig ikke om at sidde og råbe navnene på kunsterne, og foretrækker at finde numrene manuelt. Skal jeg være helt ærlig, har jeg faktisk slet ikke forstået hvad idéen er med de stemmestyrede funktioner.

Telefonen leveres med spillet "Guitar Rock Tour", som må betegnes som Guitar Hero til mobiltelefonen.
Jeg har brugt en del tid på dette spil og hvor er det dog skønt at man hos mobilproducenterne ikke glemmer spillene når man sender en telefon på markedet.

Alt i alt er denne Nokia 5320 en ganske fin telefon, brugervenligheden er i top og den har en glimrende medieafspiller. Der har dog alligevel været nogle ting der trækker lidt ned såsom et halvkedeligt design, SMS-delen og stemmestyringen. De mange funktioner er dog et stort plus og telefonen havner samlet set på en vurdering lidt over middel.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Mange gode funktioner, brugervenlighed
-
SMS-delen, kedeligt design