Test: Navigon 7110
Personlige GPS-modtagere startede, som så meget andet forbrugerelektronik, med at være funktion frem for design. Så længe anordningen kunne finde et signal og levere en nogenlunde troværdig rutebeskrivelse, kunne de trofaste "early-adopters" sagtens leve med GPS'ernes noget tvivlsomme design.
Sådan er det heldigvis ikke mere. I takt med at flere og flere familier på villavejen køber navigationsanlæg til deres biler, bliver beslutningen om hvilket anlæg det skal være i højere grad en familiær beslutning. I den forbindelse har flere producenter indset, at salget ikke alene kommer an på mængden af funktioner i maskinen - det afhænger efterhånden i ligeså høj grad af maskinens fysiske fremtræden. Det er vi mange der er glade for, for hvem gider have en øjenbæ af rang siddende i forruden på bilen?
Således har design af navigatorerne været målet for en udvikling, der indtil videre er kulmineret i SONYs NV-U92TW som vi tidligere har stiftet bekendtskab med, og nu i Navigons 7110, som vi beskriver i artiklen her. Hvor SONY satsede på en stor skærm og lille kabinet, er Navigon gået den anden vej: Væk er den alt dominerende skærm, og ind er kommet en lidt mindre skærm og en meget markant ramme i pianolak-finish. Om det er et skridt i den rigtige retning er jeg ikke helt afklaret med, men det er helt sikkert, at det giver enheden et meget eksklusivt look og efterlader en med et positivt indtryk fra starten.
Det positive indtryk holder ved, når man kaster sig over menuerne, som efter lidt tilvænning, bliver helt naturlige at navigere rundt i - en anke på det punkt er dog at der til tider skal trykkes temmelig hårdt på skærmen før den reagerer. Loadetider opleves desværre også, men de er overhovedet ikke så dominerende som på SONYs model, så de kommer ikke til at irritere andre end de mest fanatiske nørder. Det største problem jeg oplevede var faktisk at maskinen flere gange frøs. Om det er arven fra det windows-system maskinen bruger, ved jeg ikke, men flere gange måtte jeg resette maskinen - det var i øvrigt det eneste jeg brugte den medfølgende stylus til. Det er synd og skam at et ellers fremragende menusystem skal skæmmes af sådanne fejl, men heldigvis er de ikke så ødelæggende for oplevelsen at man helt mister håbet - de ridser bare den ellers så lækre indpakning.
Rent featuremæssigt byder den på alle de ting vi efterhånden forventer. Masser af POIs (points o finterest) og masser af måder at bruge dem på. TMC er indbygget og fungerer glimrende, dog forstår jeg ikke, at man ikke kan finde en bedre løsning som antenne end de billigt udeseende tråde der følge med langt de fleste gps'er. Adresseindtastning foregår også som vi er vant til, dog ville jeg gerne kunne søge på vejnavn alene, men sådan spiller gps-klaveret åbenbart ikke altid. En ting der overraskede mig positivt er muligheden for at bruge den som kørebog - en dejlig detalje for dem der bruger bilen til arbejde såvel som privatkørsel. Endvidere fanger den sattelitterne lynhurtigt, så man skal ikke vente i op til 15 minutter som med SONYs. Det synes måske som en detalje, men når jeg skal finde hjem fra Lars Bondemands mark i Vester VækJylland, så er det dejligt at jeg ikke skal vente på at maskinen vågner.
Som et sidste krydderi finder man Navigons holder til bilen. Første gang jeg lukkede kassen op troede jeg at der var nogen på redaktionen der lavede sjov med mig. I kassen ved siden af selve navigationsenheden lå nemlig noget, der af udseende bedst kan sammenlignes med et moderne sexlegetøj. Det viste sig at være holderen der skal monteres i bilen - ellers var jeg nok også begyndt at overveje mine karrierre-muligheder. Holderen har en meget karakteristisk form, banan-buet med to flade ender, og jeg undrede mig over hvordan i alverden den skulle kunne fungere i min bil. Heldigvis viste det sig at designerne hos Navigon rent faktisk har tænkt sig om, for ikke nok med at holderen, i designet, passer godt sammen med navigatoren, så holder den virkeligt også enheden i et jerngreb. Det eneste der mangler, er muligheden for at slutte strøm til holderen i stedet for selve navigatoren.
Overordet set har min oplevelse med dette lille stykke design-elektronik været en positiv en af slagsen. De intuitive menuer, det lækre design, den gode modtagelse og den sublime holder gør maskinen til en fornøjelse at bruge. Hvis jeg skulle købe navigationsudstyr nu, ville denne bestemt være med i opløbet.