Test: Logitech Z-10 Interactive Speaker System
Logitechs nye interaktive højtaler-system har været i hænderne på Rasmus, der bestemt havde svært ved at finde hoved og hale i produktet.
Da jeg som anmelder modtager Logitech Z-10 med posten, havde jeg stadig ikke helt sat mig ind i, hvad det var for en type produkt. Jeg bruger ca. 10 minutter på at kigge på emballage, hvorefter jeg stadig er forvirret i samme grad.
Ok, jeg er godt nok lige stået op, og har endnu ikke drukket morgenkaffen endnu. På kassen står der, at det er interaktive højttalere med LCD display, og at de skal tilsluttes med et USB kabel?!?. Nå, men der er vel ikke nogen anden udvej, end at pakke dem ud og se om jeg kan blive klogere på, hvad det hele skal gøre godt for.
Der breder sig hurtigt en mere positiv stemning omkring produktet, da jeg endelig har fået pakket dem ud. Designet er utroligt lækket med en overflade i pianolak og lækre touch-knapper under displayet på den ene enhed. De er lidt større end Logitechs andre PC højttalere, men det skyldes, at der ikke er nogen subwoofer eller strømforsyning - det hele er indbygget i enhederne.
Dette gør sættet ideelt til den bærbare derhjemme, da kun er et kabel til stikkontakten og et til usb-kabel til computeren. Her er der altså ingen kabelrod til fjernbetjeninger, subwoofer og andet.
På forsiden af den ene højttaler er der ni oplyste touch betjeningsknapper. Du har mulighed for at justere volumen, play/pause, skip forward/back, mute, bas/diskant, power og fire netradio-kanaler direkte fra enheden.
Installationen af driverne går umiddelbart helt problemfrit. Efter installationen er det bare at tilslutte sættet til en ledig USB port. Herefter viser displayet tid, dato og år. Der er også et lille email-ikon, der viser om der er ulæste e-mails i din Outlook-indbakke.
Ideen med dette sæt må være, at man kan styre sin musik uden at skulle bruge musen eller åbne medieafspilleren. Men det kan det bare ikke. Måden det virker på er at man kan starte sin playlist i Windows Media Player, iTunes eller lign. og så skifter man mellem numrene, som man selvfølgelig kan se på displayet. Andet kan det faktisk ikke.
Der er også mulighed for at skifte mellem 4 netradiokanaler, men efter mange forsøg lykkedes det mig ikke at få det til at virke. Det viser sig hurtigt, at det hele er lettere at styre direkte på computeren i stedet.
Et af de helt store problemer med dette højtalersæt er, at knapperne ikke reagerer mere end halvdelen af tiden, man trykker på dem. Men det største problem er dog, at de har deres eget liv. Sættet skruer indimellem op og ned for volumen helt af sig selv og dette kan kun løses ved at man genstarter computeren. Det er altså ikke engang nok at slukke for højttalerne.
Om mit testeksemplar er besæt af djævelen, skal jeg ikke kunne sige. Men det ligner fejl i softwaren. Knappen ’mute’ fik jeg aldrig til af virke. Sættet blev afprøvet på to computere, og de samme problemer opstod begge gange.
Til alt held er der også en normal analog indgang, så man kan bruge dem med et almindeligt lydkort eller en MP3-afspiller. Her opførte sættet sig helt problemfrit, og volumenknapperne virkede efter hensigten. Men på denne måde er den oprindelige idé med sættet også væk.
For en god ordens skyld blev sættet også testet under spil. Der skrattede lyden hver gang spillene belastede systemet det mindste. Med analog tilslutning virkede det dog fint.
Logitech Z-10 er samlet en skuffende omgang. Lyden er meget præcis med en god og detaljerig diskant, og en fin balanceret mellemtone. Der mangler godt nok noget dybde i bassen, men det er dog acceptabelt. Desværre bliver det hele ødelagt af betjeningen og softwaren, der simpelthen ikke fungerer godt nok. Det ligner ikke Logitech, at lave så ufærdige produkter. Men selv hvis det hele havde virket efter hensigten, er det stadig svært at forestille sig, hvad man skulle bruge disse features til.
Der er ingen tvivl om, at nogle af problemerne kan løses når det kommer en softwareopdatering, men indtil da er det altså for fejlbehæftet til nogen form for anbefaling fra undertegnede. Det virker godt nok fint som et almindeligt højtalersæt ved analog tilslutning, men der er jo ikke meget ved at betale det dobbelte i pris for det frem for et almindeligt, bedre og billigere sæt fra Logitech.
Sættet koster omkring 1.300 kroner.