Test: Logitech Wireless DJ Music System
Nu har du muligheden for at blive trådløs DJ. Logitech har lanceret et af de mest blærede produkter længe.
Da jeg modtog Wireless DJ fra Logitech, så jeg frem til endelig at kunne skrotte anlægget i stuen. Jeg har længe haft et ønske om at kunne afspille musik og internet-radio i stuen, uden at skulle trække kabler fra min computer. Der skal ikke herske nogen tvivl om at mine forventninger blev indløst og mere til.
Sættet består af 3 dele. En fjernbetjening, en oplader/modtager og en sender til pc’en med USB-stik. Fjernbetjeningen er utrolig lækker og minder meget om noget, B&O kunne have lavet. Den er udført metal og blank sort plastic. Samlekvaliteten er helt i top. Den er også meget enkel har kun 12 knapper og et scrollwheel. Derudover har den en blå/sort monokrom skærm med plads til 9 liniers tekst. Når fjernbetjeningen står i opladeren er den næsten skulpturel.
Den fysiske installation er nem og ligetil. Modtageren skal sættes til et anlæg eller et højttalersæt. Der er frit valg mellem mini-jackstik og phono-stik. Så sætter man en USB-dongle i computeren og så er der kun softwaren tilbage.
På softwaren-siden er det kun programmet Streampoint, der skal installeres. Programmet sørger for at finde playlists, MP3- og WMA-musik på computeren. Der er ikke mange indstillinger at vælge imellem, da det hele fjernstyres direkte fra remoten. Efter installationen fik programmet forbindelse til modtageren i stuen uden problemer. Lettere kan det da ikke gøres.
Der gik ikke mere end 10 sekunder, før jeg havde sat det første musik i gang fra stuen. Og efter yderligere et par minutter havde jeg lavet en playliste direkte på fjernbetjeningen. Remoten er simpelthen så intuitiv, at man i løbet af få minutter kan lære det hele. Ingen brug for manualer.
Det kræver dog lidt mere at lægget net-radiokanaler ind, da de skal lægges ind i software på computeren. Men når de er lagt ind, virker det perfekt.
Der er umiddelbart ikke en finger at sætte på lydkvaliteten. Jeg prøvede at sammenligne forskellen mellem Wireless DJ og en direkte kabeltilslutning. Der var simpelthen ingen forskel i lydkvaliteten.
På den negative side så har systemet en tendens til at hakke i lyden engang i mellem. Nogle dage hakkede den i lyden ca. hver 15-20 minut og andre slet ikke. Jeg ser det ikke som det store problem, men håber det er noget, der kan rettes med en softwareopdatering. Derudover er rækkevidden ikke de 100 meter som Logitech opgiver, det er nærmere 30-40 meter og mindre gennem vægge.
Systemet kræver i øvrig Windows Media Player, iTunes eller MusicMatch Jukebox for at fungere. Det understøtter følgende formater: MP3, WMA og AAC (iTunes) foruden netradio. Alle nødvendige kabler medfølger i øvrigt til installationen.
Jeg kan kun anbefale dette produkt til alle, der vil have en elegant løsning til musikafspilning fra computeren. Det findes simpelthen ikke bedre p.t.. Ser man bort fra rækkevidden og lidt småhakken i musikken engang i mellem, så er det et fantastisk køb. Fra design til brugervenlighed er det tæt på perfektion.
Den er set til 1.299 kroner.