Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Logitech MX Air

Test: Logitech MX Air

Nintendo blev udråbt som værende revolutionerende og nyskabende, da de med deres Nintendo Wii og ikke mindst wiimoten introducerede fri håndtering af den nye konsol.

Logitech er lidt ude i det samme med MX Air. Musen som rent æstetisk passer perfekt til deres populære Dinovo Edge tastatur, er meget simpel i sit udtryk, og har ikke en masse hjul og knapper som vi ellers kender fra Logitechs produkter i top-segmentet. Linierne er bløde og afrundede, og den blanke sorte overflade gør sig godt på skrivebordet. Undersiden er i en blank sølvfarvet plastik, og altså alt i alt et meget rent og på sin vis neutralt udtryk. Musen har udover højre og venstre knap, også fire ekstra knapper, fordelt på en lige række midt på oversiden. De kan naturligvis indstilles via den medfølgende software til at have forskellige funktioner og har hver især indbygget lys i samme stærke orange farve som vi kender fra Dinovo Edge. Der er som sagt ikke nogen hjul på MX Air, og derfor heller ikke noget scroll-hjul. I stedet er der en trykfølsom flade hvor man så fører fingeren frem og tilbage, og det fungerer hermed på samme måde som et rigtigt hjul. Ligesom med for eksempel MX Revolution har "hjulet" free-roll funktionen, og kan ved en fejende bevægelse køre videre af sig selv - det kræver nogen tilvænning at undvære hjulet.

Det var så den korte gennemgang af hvad MX Air er for en størrelse, men der hvor musen for alvor skiller sig ud, er når man løfter den fra bordet. Straks kommer der lys i højre og venstre-knappen, og musen fungerer nu i luften ved hjælp af sit indbyggede gyroskop. Ved hjælp af softwaren gøres selve pilen lidt større, så er den både lidt nemmere at se og dermed også styre, men så er der for alvor også lagt op til musens primære funktion - sofamus. Sid med den i hånden foran fladskærmen i stuen, brug den som en fjernbetjening og peg mod skærmen som du ellers ville gøre. I al sin enkelhed fungerer musen helt som den ellers ville gøre på bordet. Der er ganske vist en indlæringsperiode, men den er langt kortere end jeg forventede. Det at musen fungerer i luften er primært på grund af hardwaren, og denne funktion virker derfor også uden for Windows, i spil og så videre - Ikke nogen sensorbar her. På sigt vil det kunne betyde nogle interessante muligheder hvis ellers udviklerne forstår at udnytte musen optimalt.

Udover at kunne bevæge den frit i luften, og her er det vigtigt at nævne at det ikke er meningen at man fægter vildt og voldsomt med armen, men i stedet nøjes med at bevæge håndleddet, kan musen også bruges til for eksempel at styre musikken - skrue op og ned for lydstyrken og skifte nummer.
Skal man eksempelvis springe til næste nummer, holder man en knap inde på musen og drejer så musen i en cirkel mod højre - venstre for at springe tilbage. Meget enkelt og intuitivt.
Skal man justere lydstyrken holder man en anden knap inde, og fører så musen i en let fejende bevægelse fra venstre mod højre eller omvendt. Det lyder meget simpelt, og det er det også.

Knappernes funktioner styres som sagt gennem softwaren, men det smarte ved netop MX Air er at man både kan indstille knapperne for når musen ligger på bordet og når man har den i hånden. Det betyder så, at når man tager musen i hånden, skifter knapperne automatisk funktion - meget smart.

Som vi kender det fra Logitech, så smider de stort set kun kvalitetsprodukter på markedet. Der er selvfølgelig smuttere ind i mellem, men der er ikke meget galt i at sige at deres succes rate er høj. MX Air er ingen undtagelse. Det er et produkt i top-klassen og det lever det op til i både design og funktion. Musen er solidt og lækkert bygget, og man kan tydeligt mærke at det er kram der sidder inden i. Det påvirker naturligvis prisen, og MX Air er netop lige så lækker som den er dyr. Det er nok de færreste der vil give over 1.000 kr. for en mus alene, og man finder da heller ikke mange andre lignende produkter i samme prisklasse - jeg kan på stående fod ikke komme i tanke om en mus der koster det samme. Det er selvfølgelig det indbyggede gyroskop der trækker prisen i vejret, og al begyndelse er svær. Alligevel er jeg ikke i tvivl om at MX Air vil blive en succes, og mener godt ingeniørerne hos Logitech kan lade propperne springe allerede nu.