TEST: Logitech Harmony One
Jeg har mange fjernbetjeninger, ALT for mange. I min stue flyder et helt bord med fjernbetjeninger og det er hverken særlig praktisk eller kønt. Derfor har jeg igennem længere tid ledt efter et alternativ som for alvor betød at jeg kunne lægge nogle af de mange plastikklumper på hylden.
De mange fjernbetjeninger betyder at man skal trykke på en masse knapper for eksempelvis bare at se en film. Anlæg, TV, DVD-afspiller og så videre, og det er bare smartere hvis alt kan ordnes med et tryk på en enkelt knap. Det kan det, og der er flere på markedet der tilbyder hver deres løsning. Harmony One er Logitechs nyeste fjernbetjening og bud på en enhed som kan samle dit rod i én enkelt enhed.
Harmony One er fra første øjekast et rart bekendtskab, om end den virker lidt stor i begyndelsen.
Den bygger videre fra den tidligere topmodel, Harmony 885, men låner også en del fra outsideren Harmony 1000, og fra andre af Logitechs produkter i den rent æstetiske afdeling.
Hvor Harmony 885 havde en meget strømlinet form, har Harmony One fået en mere ergonomisk og faktisk mere holde-venlig form. Nogle knapper er blevet større end andre så de er nemmere at benytte, og layoutet virker rigtig brugervenligt. I toppen har vi den store skærm, som nu har fået en højere opløsning end på 885, og grafikken fremstår derfor nu meget mere klar og tydelig, præcis som vi så på Harmony 1000. Skærmen er naturligvis trykfølsom, og i hver side sidder en pil til at scrolle frem og tilbage. Uder skærmen sidder også to knapper - Activities og devices. Trykker man eksempelvis på "Activities", kommer man og kan vælge om man vil: Se TV, Se en DVD, Spille på Konsol og så videre. De forskellige aktiviteter har man på forhånd programmeret via den medfølgende software - meget enkelt og intuitivt.
Forbindelsen til computeren sker igennem et USB-kabel. Softwaren der følger med er den samme som blev brugt til de tidligere Harmony-modeller, dog konstant i en fornyet version. Man starter med at vælge hvilke apparater man har, og kan her vælge fra en stor database for at få de helt rigtige indstillinger til netop dét fjernsyn eller dén receiver. Når man har gjort det, gennemgår man så sine activities. Hvilke apparater bruger du når du ser tv, hvilken lydkilde bruger du, hvilken indgangskanal på receiveren, og så fremdeles. Det er meget enkelt, måske for enkelt i visse tilfælde, men alle kan være med og det bliver ikke meget lettere.
Det hele samles så i en slags makro-funktion, og når man eksempelvis så vil se tv, tænder den først dit fjernsyn, din reciever og indstiller til den rigtige kanal så du får lyden ud igennem anlægget. Fjernbetjeningen håndterer nu begge apparater fra samme fjernbetjening - vil du skifte kanal foregår det på fjernbetjeningen, og lyden på anlægget justerer du også med fjernbetjeningen. Et tryk på slukknappen vil, alt efter hvordan du har indstillet fjernbetjeningen i softwaren, slukke for alle apparater på en gang. Man bruger nøjagtigt samme procedure om man vil se TV, DVD eller lignende, og det fungerer ganske upåklageligt.
Med Harmony One følger der en ladestation hvor fjernbetjeningen så kan ligge i når den ikke bliver brugt. Den har en lidt større omkreds end selve fjernbetjeningen og er lavet i samme højglans plastik. Selvom løsningen fungerer fint i praksis kunne jeg nu godt have ønsket mig at den var lidt mere elegant. Hvorfor ikke lade den stå op i en skrå stilling som vi eventuelt kender fra B&Os telefoner? Det er dog en mindre detalje som ikke trækker ned i det overordnede indtryk.
Jeg har tidligere anmeldt en Harmony fjernbetjening fra Logitech, nemlig Harmony 1000, og de ting jeg forelskede mig i dér er også med i denne model. Det jeg dog ikke var så vild med, er også anderledes her. Jeg blev træt af at jeg var nødt til at kigge ned hver gang jeg skulle bruge den, fordi det kun var en trykfølsom skærm. Her har vi en rigtig fjernbetjening, med tilføjelsen af en trykfølsom skærm - Den kan betjenes i mørke, og uden at man behøver kigge ned på den - stort plus! Den ligger godt i hånden, og den fungerer i store træk som en helt almindelig fjernbetjening.
Harmony One er især genial til folk der ikke har den store tekniske snilde. Pludselig bliver det let som en leg for dem at se film med surround sound, og aldrig mere skal de lytte til paphøjtalerne i deres fjernsyn når de ser almindeligt tv. Det er virkelig smart. Designet er lækkert, og Logitech har virkelig lanceret et produkt der leverer varen. Det er altid godt med roser, men ingen roser uden torne. Prisen for denne slags elektronik er ganske høj, og selvom Harmony-fjernbetjeningerne er billigere end eksempelvis dem fra Philips, så koster de stadig en pæn sjat håndører.
Prisen taget i betragtning, er det dog stadig et yderst konkurrencedygtigt produkt, som er en værdig arvtager til den tidligere topmodel i serien.
Gamereactor Danmark