Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Logitech Cordless Desktop Wave

Test: Logitech Cordless Desktop Wave

Jeg tænkte det var på tide at fortælle jer om de taster jeg har klapret på det sidste stykke tid. Logitech lancerede for et par måneder siden deres Cordless Desktop Wave keyboard og jeg modtog i samme forbindelse keyboardet til test her på redaktionen. Det har endnu ikke forladt mit skrivebord, og gør det nok heller ikke lige med det samme.

Jeg var i sin tid inviteret til en lille komsammen hos Logitech inde i byen, hvor de viste os deres nye hemmelige produkt, Wave keyboardet. Logitech fortalte hvordan keyboardet her var formet efter dine hænder, og de bløde kurver og bølger gjorde at det var et rigtigt behageligt keyboard at skrive på. Det der dog umiddelbart tiltalte mig mest, var løftet om at man ikke skulle til at lære at skrive igen, som det ellers er tilfældet på andre ergonomiske keyboards, og jeg så derfor meget frem til at få lov at prøve det herude. Jeg skriver som sagt en del på mit keyboard, og det er derfor absolut nødvendigt at det er behageligt og ikke mindst nemt at skrive på keyboardet.

Hvad er der så godt ved et ergonomisk keyboard?
Vi snakker oftere og oftere ergonomi, og muse og nakkeskader har ikke gjort spørgsmålet mindre relevant. Problemet hidtil har bare været at de ergonomiske produkter, selvom det ikke er hensigten, har været meget uvante for os at bruge på grund at deres runde og kejtede former. Keyboards der knækker på midten, og mus hvor du skal holde hånden i en lodret stilling. Jeg har prøvet dem, og det er bare ikke mig. Logitech lovede mig at jeg med Wave keyboardet ville få et ergonomisk keyboard der var lige til at gå til - ikke noget med at lære tasternes "nye" positioner at kende - alt var som det plejede... næsten da.

Layoutet er som vi kender det, men det felt hvor alle bogstaverne sidder buer en lille smule nedad i en slags smiley-effekt. Tasterne har afrundede hjørner, og nogle af de primære taster, Enter, Ctrl, Space og så videre, er gjort en lille smule større end sædvanligvis. Piletasterne er også lidt større end normalt, og har samme afrundede hjørner. I venstre side af keyboardet sider en zoom-knap og en knap Vistas Flip 3D og i toppen er genveje til multimedier, webcamera og Media Center.

I bunden af keyboardet har Logitech valgt at lægge en håndstøtte med en skumoverflade. Den kan ikke pilles af som med tidligere keyboards, men det gør egentlig heller ikke noget. I hele keyboardets længde har vi så til sidst bølgeeffekten. Det betyder ganske simpelt, at tasterne ligesom en bølge, vugger lidt op og ned hen over keyboardet. Ligesom med buen er det meget diskret, ok ikke noget man umiddelbart lægger mærke til når man ser det.

Der følger en mus med sættet, men da jeg ikke har brugt den, vil jeg ikke kommentere den på anden måde end at sige at den er der, og at den kan bruges til både højre og venstre-håndende. Begge dele er trådløst, og der følger en lille radioreceiver med til at sætte i USB-porten.

Designet på keyoardet er måske ikke det lækreste jeg har set. Det er pænt, ja, men det skriger ikke kvalitet i form af lækre materialer og højglans ligesom Logitechs diNovo Edge. Men gør det nu også så meget? Her er ergonomien i fokus i stedet, og højglans og lir passer bare ikke ind.

Som jeg startede med at sige, ligger Logitechs Wave keyboard stadig på mit skrivebord, og det er der en rigtig god grund til. Denne test samt mange andre er ligeledes skrevet på dette keyboard. Ergonomi eller ej, så er Wave keyboardet fantastisk behageligt at skrive på. Designet er som jeg kort er inde på, tilpas uden at være prangende, og der er de taster der nu engang skal være. Jeg har hæftet mig lidt ved den påstand jeg fortalte om i starten. Du skal ikke lære at skrive på ny. Det har jeg vitterlig heller ikke følt jeg har skullet. Er det så et tegn på at keyboardet ikke er "ergonomisk nok" eller har Logitech leveret varen og levet op til deres løfte? Det er et svært spørgsmål at svare på, og jeg må nok bare erkende at jeg tager deres ord for gode varer. Det er virkelig et behageligt keyboard, og især håndledsstøtten er en god tilføjelse. Prisen er desuden meget rimelig, og jeg kan kun varmt anbefale Logitech Cordless Desktop Wave.