Test: Kiss DP-600
Danske Kiss har lavet et mediemonster, der eftersigende skulle være blandt de mest avancerede DVD-afspillere til dato.
Måske en af verdens mest avancerede DVD-afspiller kommer fra det danske firma Kiss. Deres DP-600 er en sort, fræk og super fleksibel sag - skulle man måske invitere den hjem på date?
Undertegnede tog sig sammen en aften og inviterede Kiss DP-600 hjem til lidt hygge. Jeg var helvedes nervøs, da endelig Kiss stod foran mig. Den var endnu smukkere end på billederne, men også noget større over midten. Det skræmte mig nu ikke væk - man skal jo ikke være så overfladisk.
Jeg fik brugt mine bedste taleevner, så Kiss endelig var koblet til fjernsynet. Det kunne endda gøres uden ledning og over WiFi, så jeg kunne sidde lidt derfra og overføre ting og sager. Hvis ikke du har trådløst netværk, skal du ikke være nervøs for at invitere Kiss ud på date. Der er heldigvis fuld af forbindelsesmuligheder som HDMI, USB, Component osv.
Da endelig jeg fik tændt op under Kiss, blev jeg noget mundlam. Nu havde jeg sat forventningerne så højt op, og så viste Kiss sig at være betydelig langsom i betrækket. Det tog mere end de famøse 10 sekunder, før billedet kom frem på skærmen. Og DVD’en gik ikke i gang, der skulle først trykkes på play.
Når du så havde spist din aftensmad, sat kaffe over og læst alle dine mails, og Kiss DP-600 stadig ikke var helt med, var det vel på tide at blive lidt vred. Men det stoppede ikke der, fordi så begyndte afspilleren endda at brokke sig. Med en kørende DVD-skive i skuffen larmede den mere, end mine tanker kunne tænke.
Fluks røg den DVD-skive ud, og en ekstern harddisk røg i stedet ind i USB-stikket. Og her blev jeg imponeret. Så let som en sommerleg fløj jeg igennem menuer og opsætning, og på ingen tid var jeg i gang med at se film i både DivX- og Xvid-format.
Afspilleren kunne endda også opskalere billederne til HD-opløsning, så både almindelige DVD’er kunne se helt tilforladelige ud, men bestemt også alle de komprimerende filmformater der findes. Hvis du har et splinternyt tv, der understøtter 1080p HD-standard, burde du lade Kiss DP-600 komme forbi til en kop kaffe. Billedkvaliteten bliver rigtig god og gør et fremragende stykke arbejde.
Faktisk havde Kiss DP-600 og jeg en helt udmærket aften, så det er hurtigt blevet til flere. Nu er afspilleren blevet gode venner med min bedste ven (min bærbar computer), så de snakker ofte sammen over en film, som jeg så kan nyde på tv’et imens. Jeg har i hvert fald fundet ud af, jeg befinder mig helt fint i dette forhold, også selv om det til tider kan gå meget langsomt, og selve DVD-afspilningen må jeg gå andre steder for at få opfyldt.