Test: Edifier E3350
Højtalerproducenten Edifier er måske ikke så kendt herhjemme, men i Asien er de meget store, på lige fod med Logitech og Creative. Derfor skulle jeg naturligvis kigge på dem, og har til formålet taget et sæt af deres nye Edifier E3350 ind til en test.
Sættet er absolut et af de mere usædvanlige hvad angår designet. Jeg kan bedst beskrive det som et rumvæsen med tilhørende aliens. Subwooferen har en pyramide-agtig form, og de to satellitter står høje og ranke på mit skrivebord.
Til forskel fra de fleste andre lignende sæt, skal subwooferen her sættes på skrivebordet, og ikke forvises til gulvet under det. Det vil måske afskrække nogen, da den slags jo fylder en del, men subwooferen her er betydeligt mindre og kan derfor godt passe ind oppe i det fri. Til det skal det siges at højtalerne fås i et væld af farver, så de behøver ikke nødvendigvis være grå og kedelige.
Højtalerne tændes på en knap på subwooferen, og denne lyser i en rød farve når sættet er tændt. Du styrer volumen via en medfølgende kablet fjernbetjening, som på siden har udgang til hovedtelefoner samt indgang til eventuelt en MP3-afspiller.
Konstruktionen af sættet er ganske god, og sættet virker solidt bygget. Ja faktisk var jeg imponeret når man tænker på det kun koster omkring 500 kr. Omvendt var jeg ikke jublende begejstret for lyden der kommer ud af dem, og har ellers givet dem en god chance og ladet dem spille længe før jeg traf min endelige bedømmelse. For selvom sættet er solidt og godt bygget, så mener jeg konstruktionen går udover lydkvaliteten. Subwooferen er ikke det kraftigste der findes, og kan ikke spille voldsomt dybt. Størrelsen og formen må have noget med dette at gøre. Så er der selve satellitterne. Lyden der kommer ud af dem, er sådan set udmærket, men retningen de kommer ud i, er derimod gal. Lyden løber hen ad bordet, og når ikke højt nok til at mit øre kan opfange den. Det er skidt. Det er et problem ved lav volumen. Dette skyldes vinklingen af højtalerne, og det faktum at enhederne sidder meget lavt.
Til trods for dette er der dog noget der tiltaler mig ved Edifier E3350. Designet er anderledes end hvad vi ellers ser, og de mange farver gør at de kan passe ind hvor som helst. Det lydmæssige er ikke helt i top, men prisen er tilpas lav og designet skævt.
Gamereactor Danmark