Test: Creative Zen
Jeg vil fortælle om en MP3-afspiller. Creatives nyeste afspiller i Zen-serien er prydet af en stor skærm, og ikke alt for mange knapper. En afspiller med en stor skærm, der både gør sig til video og musik.
Når man ser på det ydre, er Creative Zen, en ganske pæn afspiller, om end udtrykket er en kende barnligt. De afrundede former på afspilleren og sågar også alle knapperne, fungerer godt, men giver bare ikke et særlig eksklusivt udtryk. Materialevalget - sort skinnende plastik gør det ikke så meget bedre. Bagsiden er i et gråligt "børstet" plastik og ser faktisk lidt bedre ud.
Creative Zen fås i udgaver med 2, 4, 8, 16 eller 32GB hukommelse. SD/SDHC-porten gør det muligt at tilføje ekstra plads via et tilføjelseskort, så plads løber næppe tør for lige med det første.
Afspilleren kan afspille video i WMV, DivX eller Xvid formatet, og det i en opløsning på 320 x 240. Filerne konverteres gennem Creatives egen medfølgende software, og selvom det virker fint til formålet, så er det nu stadig mere besværligt end bare at trække filerne over ligesom man kan med musikken. De filer jeg prøvede at overføre på denne måde kunne derfor ikke afspilles.
Skærmen på afspilleren er generelt fin, men ikke så skarp og lysstærk som vi har set på andre lignende afspillere. Den er dækket af samme plastik, dog gennemsigtig, som resten af facaden, og mit testeksemplar fik desværre meget hurtigt en irriterende ridse - ØV!
Udover musikken, har Creative Zen også en indbygget radio, og som sædvanligt bruges ledningen til hovedtelefonerne som antenne. Det er altid rart med en FM-radio i en MP3-afspiller, hvis man skulle gå hen og blive træt af sin egen musik eller bare vil høre lidt nyheder, og radioen i Creative Zen virker ganske godt.
Lydkvaliteten i en MP3-afspiller betyder unægtelig meget når man skal anmelde den, og her kan jeg fortælle at lyden i Creative Zen lever helt op til Creatives tidligere standard. Rund og fyldig lyd, uden nogle smalle steder - jeg ville bare gerne kunne skrue lidt højere op.
Fordi der ikke er så mange knapper på afspilleren, har de fleste knapper flere funktioner. Det betyder at man eksempelvis ikke blot med en enkelt knap kan hoppe ud i menuen, men først skal klikke sig hele vejen tilbage, fra det stykke musik man nu har sat til at spille.
Og nu jeg netop er kommet til menusystemet og navigationen, bliver jeg desværre bliver nødt til at uddele nogle smæk til Creative. Efter min mening skal en MP3-afspiller være så simpel som overhovedet mulig i sin navigation, og når vi er oppe i afspillere af denne størrelse, med hensyn til GB, så skal man altså kunne søge i filstrukturen. At bero på ID3-tags alene holder ikke i længden, og med mindre man kun har albums liggende på afspilleren, er det et helvede at finde rundt i. Eksempelvis havde jeg masser af albums med kun ét nummer, simpelthen fordi jeg havde blandet musik med kun få numre fra hver kunstner. Man får følgende valgmuligheder når man vil afspille noget musik: Afspilningslister, Albums, Kunstnere, Genrer, Alle numre, Optagelser, Bogmærker og DJ. Det lyder måske af meget, men jeg savner virkelig at søge i mapper. Når man går ned i de enkelte menupunkter, som eksempelvis genrer, skal man igennem en lang række af skærme før man endelig når til noget musik. Jeg trykkede videre hele seks gange. Det tyder på en noget kringlet menu-struktur, og sådan føles den desværre også - til tider for kringlet og alt for omstændig.
Det trækker ned i den overordnede bedømmelse, og betyder at jeg desværre selv ville vælge afspilleren fra i det lange løb. Lyden er god, der er masser af plads, batterilevetiden er lang og prisen er tilpas lav (i forhold til hvad man får), men menuerne er for indviklede og komplicerede.
Gamereactor Danmark