Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Apple Time Capsule

Test: Apple Time Capsule

Rigtige mænd tager ikke backup, til gengæld græder de ofte. En sandhed jeg lærte, da jeg i et øjebliks kådhed installerede linux på den selv samme partition som mine bryllupsbilleder befandt sig på.

Billederne var væk, og konen parat til at annullere ægteskabet - meget passende når billederne nu var væk. Siden da har jeg haft som vane at gemme vigtige ting mindst to steder, men ideen fiser lidt ud i sandet, når det nu er på samme harddisk. Muligheden er at tilslutte en ekstern harddisk og backupp'e til den, eller alternativt uploade vigtige filer til en server på det store inder-net. Men får man det gjort? Ikke her, det er sikkert: "Hvilke filer skal gemmes nu, hvor skal de gemmes, og hov - man kunne da lige spille lidt Dawn of War". Så skal windows installeres, og var det ikke noget med, der ikke lå noget vigtigt på den her partition?

Paranoiaen kommer hurtigt snigende, og med god grund. Sekundet backup bliver et aktivt tilvalg for mig, så daler viljen og ikke mindst kontinuiteten. Det skal være et aktivt fravalg - og det ved Apple. Derfor var jeg sikker på, at det kødelige forhold mellem en trådløs router og en integreret backup-løsning nok skulle resultere i et afkom, jeg gerne ville passe. Med andre ord: Apples trådløse router/backup-løsning Time Capsule var som sendt fra himlen for en diffus skolelærer som mig. Jeg havde luret på den i et stykke tid, mest p.g.a af prisen, så da min redaktør gav mig muligheden for at pille ved den lille hvide kasse, sagde jeg pænt ja tak.

Hvad der syntes som uendeligheder senere, dukkede kassen op på mit dørtrin. En ganske simpel hvid kasse, med en enkelt LED foran, fire ethernet porte og et strømstik bagpå. Det minimalistiske design Apple er så kendt for vækkede straks min begejstring, men på trods af gode argumenter ville min kone bare ikke acceptere den som værende sexet. Men jeg er sikker på I ved hvad jeg mener - for sexet er den. Den lille hvide kasse kan både fungere som trådløs router og som accesspoint. Herhjemme slås vi med Cybercity, så vi satte den op som accesspoint.

Opsætningen af kassen foregår via et medfølgende stykke software, og det er noget af det mest lette jeg har haft fingrene i længe. Min farmor ville nok ikke kunne sætte den op, men det er ikke langt fra. Jeg oplevede ingen konkrete opsætningsproblemer, men jeg var et par gange en smule nervøs over kassens lange genstartsrutine. Foran på den hvide sexbombe finder man den førnævnte LED, som hjælper dig med at forstå hvad der foregår i orange, grønne og blå farver og blink. En ganske glimrende ide, men hvis du er farveblind, som jeg, så er du jævnt på spanden.

Efter opsætningen forbinder du til kassen med Leopards indbyggede Time Machine, og derefter tager den en backup af hele din computer. Og det tager tid. Selvom jeg havde tilsluttet min stationære iMac med kabel, så tog det ca. 8 timer at lave backup af mine 200GB. Ca. lige så længe tog det at tage trådløst backup af min macBooks 90GB, så førstegangsbackup foregår om natten. Derefter passer maskinen sådan set sig selv, og tager hver time en næsten lydløs backup af de filer du har rodet med. Denne backup tager ikke mange minutter, og foregår for det meste uden man bider mærke i det. Dog skal man være opmærksom på at hvis man bruger sin bærbare på arbejde, og ikke lige får den tilsluttet derhjemme så tit, så løber mængden af data der skal backuppes op. Og så siger vi hej til natten igen. Den version jeg havde fingrene i var på 500GB, men hvis man skal bruge den til flere computere, så kan jeg kun anbefale at få fingrene i den mere voksne model på 1TB.

Som backup har den fungeret upåklageligt. Den her sexede maskine, sammenholdt med Leopard lige så sexede Time Machine funktion, fungerer altså fremragende. Det er en fornøjelse at kunne bladre tilbage i sine filers historik - præcis som man lyster. Time Capsule er udstyret med en "Server grade" harddisk som støjer meget lidt. Om den vitterligt er mere hård i filten end andre harddiske skal jeg ikke kunne sige, men jeg håber det, for man kan ikke selv udskifte den.

Som accesspoint har den også fungeret uden de store udsving. Den har outperformet min netgear rangemax med længder, og jeg har ikke har noget at klage over, hverken i filmstreaming eller ved flytning af store filer. Min oplevelse er, at maskinen her er hvad den skal være - klippestabil. Andre har haft oplevelser af divergerende karakter, men mon ikke det har været før de softwareopdateringer, der kom for ganske nyligt? Jeg kan i alt fald anbefale den til dovne, forvirrede mennesker som jeg - og også til alle jer andre.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
It keeps goig.. and going.. and going.. Altid parat med en nylig backup.
-
For dyr. Det tager lang tid med første backup.