Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Team Buddies

Team Buddies

Vi bringer her en direkte reportage fra Buddie World, hvor der er udbrudt krig mellem de forskellige buddies.

Velkommen til Buddie World, en rendyrket krigszone hvor vold, action og heftige bandeord til sammen skaber et sjovt spil af den slags man har meget svært ved at lægge fra sig igen.

Til at starte med, var Buddie World ellers et rart sted at være. De små buddies var glade og nød tilværelsen. Men så en dag tabte de onde baddies nogle mærkelige kasser. Inden i disse kasser lå der nogle sære tingester kaldet uzi'er, granater og bazookaer og da først de små buddies fandt ud af hvordan disse skulle bruges, brød helvede løs og Buddie World ville aldrig blive det samme igen.
Buddierne har nu indordnet sig i små grupper, der konstant bekriger hinanden. Din opgave bliver at vælge hold og få bragt gemytterne hos de andre hold til ro igen men ikke før du har bombet, skudt, tromlet, stukket, sprunget og banket dem sønder og sammen.

Et spark i klodserne
Team Buddies er bygget op omkring 32 forskellige missioner fordelt ud på 8 områder. De 32 missioner involverer forskellige opgave, der skal løses såsom at gøre rent i parken, finde en stjålen cykel eller bare udrydde dine modstandere. For at gøre dette og overleve i al almindelighed, må du bygge både våben, tanks, fly og nye buddies. Her er det, at kasserne fra de skumle baddies kommer ind i billedet. Når du starter din mission, står du ved siden af et farvet felt i jorden, bestående af 2x2 kvadrater. Det er din "byggeplads" og det er her du skal fragte kasserne hen for at bygge våben.
Kasserne bliver smidt ned på bestemte steder på banerne i en lind strøm. Ofte ligger nedkastningsstedet langt fra din startposition, så hvis du vil have succes i Team Buddies gælder det om at sikrer dig et nedkastningssted og så forsvarer det. Din succes afhænger udelukkende af disse kasser, så hvis denne "navlestreng" bliver klippet over af fjenden, er du for alvor på spanden. For at bygge de forskellige ting, skal du stable kasserne på forskellige måder. Hvis man vil bygge en uzi, placerer man blot en enkelt kasse på byggepladsen, hvis man vil bygge et sæt granater, skal man placere to kasser ved siden af hinanden og hvis man vil bygge en ekstra buddie skal man sætte to kasser oven på hinanden. Når man så har fået placeret kasserne rigtigt, sparker man dem i stykker får at fa fat i det, man nu engang har bygget. Hver enkelt våben eller objekt bygges ved at stable kasserne på en helt bestemt måde og udvalget af byggeprojekter er ret så omfattende.

Avlsarbejde
Du er sjældent alene på de mange missioner. Ofte starter du med en makker ved din side og hvis ikke, kan du altid bygge nogen til at holde dig med selskab. Disse er altid villige til at følge dig overalt og skyde på alt det, du skyder på men desværre er den enkelte buddie ikke særlig god til at tænke og handle selv. De kan ikke udstyrer sig selv med våben. Det skal du fortælle dem ved at give dem ordrer til at bygge enten specifikke ting eller hvad de selv vil. En nyttig ting er, at du kan skifte imellem dine buddies. Hvis den buddie du starter med, bliver tromlet flad eller omkommer på anden bestialsk vis, kan du bare skifte til en af de andre kampivrige fyre i dit slæng. Der er først "game over" når din sidste buddie udånder.

"Merle Brok er død i krigen og tralalala"
Det er faktisk svært at finde noget og brokke sig over i spillet. Grafikken er vidunderlig flot og detaljeret. Det nuttede tegnefilmsagtige udseende, står i direkte kontrast til de små buddies grove mund og disrespekt for andre buddies ve og vel. Når det går hedt til, fyger der granater, kugler og ukvemsord af den slags man ikke siger offentligt, gennem luften på samme tid og man more sig kosteligt. Spillet kræver dog noget tilvænning. Der er knald på lige fra første bane og det hele kan synes meget uoverskuelig. Heldigvis er der en række små træningsmissioner, der hjælper dig med at få en god fornemmelse for spillet, så man kan få masser af sjov ud af at gå i krig.

Team Worms?
Team Buddies er et meget sjovt spil. Der er noget ustyrligt morsomt over en samling små uskyldigt udseende figurer med en grov flab og store våben, der bruger al deres tid på kyle det ene masseødelæggelses våben efter det andet i synet på modstandere. Det er da også let at drage paralleller til det klassiske Worms. Team Buddies forstår dog, at styre fri af enhver samligning og fremstå som sin helt egen. Det lidt specielle gameplay vil måske ikke appellere til alle men hvis man kunne lide Worms så er der en meget god chance for, at Team Buddies lige er det spil man lige står og mangler til samlingen.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Tempofyldt gameplay, fin humor, flot grafik, en ny vinkel på Worms-ideen.
-
Kan virke uoverskueligt, styringen kan være svær at mestre.